Halvårsregnskabet for 2020 var egentlig helt i orden, når jeg så bort fra truslen om vindmølleprojektet og Covid19. Opfindsomheden var stor i forhold til at ses med andre, og flokken af yndlingsbørnebørn var nu oppe på tre. Det var sommer – eller var det?

Juli

Mange holdt sommerferie i Danmark, og det nød vi godt af. Gæster fra nær og fjern slog sig ned i vores hønsehus-shelter, lånte sommerhuset eller nød bare en frokost i haven. Vi elskede det uformelle “gæsteri”, som ofte også indbød til en travetur.

Men juli var også kold og våd, våd og våd. Cykelturene foregik ofte med blafrende regntøj og gennemblødte sko. Jeg har virkelig dårlig karma, når det gælder kanoture – har endnu aldrig sejlet i kano uden at det blev regnvejr.

I år var første gange i mange år at jeg skulle prøve igen – og for at omgås min dårlige karma, så startede vi ud i regnvejr! Men vi fik alligevel en dejlig dagstur på Skjern Å.
På trods af det ringe vejr meldte kanoudlejerne helt udsolgt på begge de store åer, og vi så da også mange med regntøj, plastickasser til grej, våde telte og fyldte gummistøvler.
Finns gamle kano sejler fint, vandet vi tømte ud kom fra oven og med lidt behændighed kunne den ligge på traileren. Man behøver heller ikke dagspas til åen på den strækning, som vi padlede – det var stort at opleve, at vi også kan holde balancen i en kano!

• 

• 

Finn havde tit snakket om, at han godt kunne tænke sig at prøve at stå på paddleboard, og til sin fødselsdag fik han et gavekort til den oplevelse. Når det alligevel regner, så kan man jo ligeså godt lave noget som foregår i vand. Det var utrolig morsomt! Og anstrengende! Og faktisk meget lettere end man skulle tro. Med en god instruktør nåede vi både at holde balancen, styre, skvatte i og komme op, redningsøvelser og at grine uden at falde i vandet.

Personligt var det en kæmpe sejr, at kunne magte det basale på det ultimative balancebræt. Jeg kunne nu virkelig se og mærke, hvordan de senere års træning med at gøre min krop stærkere for at håndtere den kroniske svimmelhed var lykkedes.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Juli var også måneden, hvor vi pludselig skulle tage stilling til et 120 meter langt hønsehus blot et par hundrede meter fra vores hus. Det var stort, tæt på, den tilhørende hønsegård ville komme til at omkranse hele vores grund – hvad gør man? Hvis vores ejendom skulle nedlægges på grund af vindmøllerne, så var det tosset at kaste sig ind i en kamp for en anden placering af hønsehuset. Hvis vindmøllerne ikke blev til noget, så var det bestemt en forringelse af vores lille plet jord, når den sidste frie udsigt forsvandt med hønsehegn og en bygning af den størrelse.

Vi holdt hovedet højt, følte os en anelse kørt over og fastlåst, og slog et stort grin op når folk spurgte til, hvordan det gik med byggeplanerne.

August

“Kom, vi går en tur”

Vejret og humøret klarede op, da vi hev rygsækkene ud af bilen i Hald Ege og satte støvlerne på Hærvejen med kurs mod syd. Vi havde fået chauffør-service og fik lovning på, at vi bare kunne ringe 3 dage senere, og sige hvor vi ville hentes

• 

• 

• 

• 

• 

Fra Hald Ege gik turen igennem Dollerup Bakker og skovene til Thorning, hvor vi overnattede på herberget for kun 100kr per person. Blicher var præst i Thorning i bare 6 år, men han er byens store trækplaster. Underligt at her for 150 år siden kun var hede og atter hede – nu er det plantager og landbrugsland.

Dagen efter fortsatte vi ad støvede markveje og skyggefulde skovveje mod Bølling Sø og overnatning i Tollund. Der var langt, også længere end vi havde beregnet, og jeg må indrømme at de sidste par kilometer havde et par yderst stivbenede og støvede hærvejsvandrere ikke det store blik for naturen, som de passerede.

Men hver gang overrasker det os, hvor hurtigt man restituerer. Næste morgen var vi friske igen og klar til endnu en dag med godt 25km foran os. Terrænet skiftede til ådale og løvskove, indtil vi nåede Sepstrup, hvor vi ganske uventet gik igennem noget at det smukkeste landskab med lyngklædte bakker af sand, revling, enebær og skovfyr. Videre igennem Vrads Sande, som også er hede, men mere åbent – op ad bakke og ned ad bakke. Det var klogt, at vi havde aftalt med den fleksible chauffør, at vi gerne ville samles op syd for Vrads. 27km og aldeles udgået for snacks – selv den mindste lille støvede rosin var spist, og de halvgamle ben var trætte.

“Kom, vi går en tur mere”

Solen varmede fra en skyfri himmel, og nogle gange var det næsten ikke til at holde ud at være hjemme, hvor vi konstant blev mindet om andres byggeri, vores eget manglende byggeri og det følelsesmæssige sving imellem yderpoler – samtidig med at man hver gang endte i samme uvisse udgangspunkt.

Så med base fra sommerhuset vandrede vi på hederne, i klitterne, i plantagerne – og startede på en vandrerute som længe har været højt på min liste: Vestkyststien fra Agger Tange til Hanstholm (eller længere hvis man vil)

September

I løbet af foråret og sommeren havde jeg læst en del bøger om det danske landskab. Hvordan vi opfatter naturen, den flydende grænse mellem kultur og natur, hvordan vi har påvirket naturen på forskellig vis siden vi blev bofaste og begyndte at dyrke jorden. Men også de forskellige landskabstyper, diskussionen om vigtigheden og kvalificeringen af biodiversitet og ikke mindst retten til “naturen”.

Det førte mig blandt andet til Kongenshus Hede, hvor jeg gang på gang trak rejsekammeraten med på tur, på museum og på flere ture. Stedet er et paradoks, som jeg har skrevet flere blogs om – men det er også helt enestående natur.

Sjovt nok er jeg ikke den eneste, som i år har haft særlig interesse for stedet. Ida Jessens roman “Kaptajnen og Ann Barbara” udkom i efteråret, og handler om den mand, som fik området af kongen mod at opdyrke det – og kaldte det Kongens Hus. Det er en vældig god roman, som jeg godt vil anbefale – og man behøver ikke forudgående historisk viden, det er en fængslende historie.

Nu har vi trods alt ikke levet hele året i Jylland, men var en lille tur på Sydfyn. Det blev til både øl- og ostesmagning i Gundestrup, besøg hos gamle venner i Fåborg og en enkelt travetur på en bid af Øhavsstien. Den står også på vandreønskelisten.

Fur

Tilbage i det jyske og målet om med jævne mellemrum at skulle se noget nyt. Små eventyr bliver nogle gange til store eventyr, og vores dagstur til Fur er virkelig et højdepunkt på årets udflugter.

• 

• 

Men september var også måneden hvor familien i Herning blev ramt af corona, og vi selv blev testet. Hvor vi ikke længere grinede, når folk spurgte ind til byggeplanerne. Hvad skulle vi svare?

Oktober

Efteråret satte ind med fornyet regn og dramatisk vejr. Vesterhavet, som vi et par måneder tidligere havde badet i, blev oprørt og pisket til skum. Sandet knasede imellem tænderne og der var skumsprøjt på brillerne. Vejret gav også de mest fantastiske regnbuer og opklaringer.

Og så blev der brugt tid og kræfter på forskønnelse og forbedringer af hjemmet – så kunne det være nok så midlertidigt.

Den gamle hestestald blev væltet og de soltørrede sten fyldt i to containere. Med gode hjælpere tog det et par dage, to trillebøre, et udvalg af murhammere og mukkerter, kaffe og fyraftensøl. Der kom også nye vinduer i “kostalden”, som erstatning for de gamle, der ikke kunne åbnes (og som led af diverse andre mangler). Det blev så fint imellem bygerne.

• 

• 

• 

Men jeg blev svimmel. Ikke bare sådan “lidt hård dag i går – svimmel”, men grundlæggende svimmel som førhen. Jeg var træt. Jeg turde ikke længere svømme, gik kun små ture, fandt stokken frem igen, tog den med ro. Forsøgte at finde årsagen – var det udtrætning over lang tid, eller var der en specifik grund? Var det usikkerheden omkring hvor vi skulle bo, der gjorde mig søvnløs, eller havde jeg haft for meget fart på og glemt at passe på mit handicap?

November

Efterhånden havde jeg indsnævret min aktionsradius til at være grusvejene og stierne omkring Hesselbjerg – og kun hver anden dag. Men så blev der også tid til at sysle med det kreative, imens Finn syslede med sit håndarbejde.

Vores udendørs “gæsteværelser” krævede efterhånden mere end en god sovepose, og derfor besluttede vi at rydde det halve af pulterrummet for pulter og sætte en skillevæg op. Der blev hamret, savet og skruet, mumlet og grinet, malet og slebet i både det nye gæsteværelse og i gangen. Nye hylder, knager og en munkecelle til overnattende gæster – det hele er indviet og til daglig glæde (især hylderne til sko og hatte!)

• 

• 

• 

Det blev også til en blæsende tur i sommerhuset. Min elskede klithede kan forceres med vandrestave og en støttende hånd, og der ligger stor livskvalitet i at bruge kræfterne på noget, som gør mig glad. Og det gør Vesterhavet, Husby Klitplantage – og ikke mindst sommerhusets brændeovn og fyrmesteren efter en kold tur udenfor.

• 

• 

November er bare altid en træls måned. Altid. Der var dejlige stunder, men når jeg husker tilbage, så var den fyldt med usikkerhed, bekymring, en masse helbredsaftaler med fysioterapi, øjenlæge, tandlæge og optiker. Pludselig er det bøvlet at bo ude på landet. Vindmølleprojektet lagde sin tunge dyne over ikke bare os, men stressede også naboerne. Min svimmelhed blev bare værre i stedet for bedre – dagene blev kortere men føltes meget længere.

December

December fortsatte hvor november slap – med endnu kortere dage og endnu mindre sollys. Normalt har jeg ikke tendens til vintertristhed, men lige i år syntes jeg godt nok, at jeg fik en snert af det.

Coronaen spredte sig igen, og denne gang var det familien i Århus, som testede positiv. Julegaverne blev overdraget på meters afstand og med et vink, gaverne til soldaten i udlandet var sendt med posten, før man i det hele taget kunne købe julepapir; julehandlen foregik på nettet.

Men der var også julehygge, julefrost og glade juledage med den raske del af familien, pakkekalender og adventsgaver, nisseskæg og magiske gåture i tågen. Jeg tror ikke, at ret mange har holdt den jul eller december, som de plejer, men jeg håber at alle trods alt har mærket juleglæden.

• 

• 

• 

Efter næsten et år i uvished kom der endelig en afgørelse på vindmølleprojektet for os. Med projektets mellemkomst har vi solgt Hesselbjerg, og vi har nu op til to år til at finde et andet sted at bo. Det var en meget vemodig dag og samtidig en stor lettelse, at vi nu kan se fremad.

Og på årets allersidste dag skiftede vejret. Sneen dalede ned i store, tunge fnug, som lagde sig på alle grenene og græsset. Lyste op i dunkelheden. Det blev et smukt nytår.

Nytårsønsker for 2021

Det har været et virkelig svært år for mange, som vi kender – tab, ensomhed, savn, sygdom oveni den belastning og bekymring, som Covid19 har gennemsyret året med. Og det har berørt mig dybt på deres vegne.

Jeg føler derfor en stor taknemmelighed for alt det gode, som jeg har oplevet i 2020. For gode venner, for en dejlig sammenbragt familie, for alle mine timer i naturen med og uden kamera. For at vi på trods af de overvældende spekulationer om vindmøller og hønsehuse, et dårlig knæ og en dyr tandlæge, et handicap der viste tænder – så fandt vi noget godt i hver da og gik en tur.

Jeg har ingen nytårsforsætter – men nytårsønsker:

At næste gang jeg skifter adresse, så kan jeg trygt køre flyttekasserne på genbrugspladsen.
At jeg får styr på svimmelheden og kan vandre igen.
At jeg i løbet af 2021 kan give et kram til alle, der trænger til det og dele glæder og sorger med en omfavnelse.