Jeg elsker, når der er tid til de impulsive ture. Plads til at kigge ud på vejret, tjekke energiniveauet og give efter for lysten til en tur på cyklen, rundt om søen, tværs over marken, i zig-zag gennem plantagen eller “skal vi ikke prøve den sti, vi så tit har snakket om?”

De små ture har deres egen charme, fordi de som udgangspunkt ikke kræver så meget tid, man kan nøjes med et æble i lommen for hyggens skyld, og det gør ikke så meget, hvis man bliver våd. Der er sjældent langt til bilen eller hjem.

Give Plantage

En af de gamle plantager på heden og der står stadig nogle få af de oprindelige Skovfyr fra 1867. Vi kører så tit igennem, når vi skal til Give og har lige så tit snakket om at sætte tid af til at gå en tur. Men den nærmeste seværdighed er jo ofte den man ikke får set, fordi “det kan vi jo altid gøre”.

Men en novembermorgen med en snert af frost kom vi alligevel afsted. Helt stille vejr og belønnet med en sol, der pludselig vandt over tågen og de lavthængende skyer.

Det er nåletræerne, der dominerer. I den yngre del af plantagen står de på snorlige rækker, mens afsnittene med ældre træer er præget af udtynding, stormfald og udgåede træer. Lige akkurat plads til de eventyrlige kegler af lys, når den lave novembersol kom frem.

Svampe, mos og bløde nåle. Alle nuancer af brune blade og med de få lysende gule selvsåede bøgetræer og hæg.

Plantagen ligger på de sidste bakkede krampetrækninger af den jyske højderyg, og det giver lidt variation i forhold til de snorlige skovveje. En bynær skov af den bedste slags, hvor stierne er gode, smutvejene mange og mulighederne for både korte og lange ture er åbne. Der kommer vi helt sikkert igen!

Banestien

Det kan være en stor fornøjelse at kombinere et ærinde i Brande med at gå ad bagvejen i stedet for at tage bilen. Der er flere muligheder, men jeg holder især af den nedlagte “Skæve Bane”. Javist, det er en omvej i kilometer, men der er ingen trafik at holde øje med, og der er kig til grøfter og marker som man normalt ikke ser. Gigantiske brombærkrat, bregner, krogede træer og diamant-spindelsvæv.

En anden fordel er at man ikke opdager den lange stigning op til ryggen af bakkekammen, hvor udsigten over Pilkmosen og hele den store, flade smeltevandsslette mod vest folder sig ud. Og så er det ned ad bakke på den gode måde hele vejen hjem ad de snoede biveje.

Tinnet Krat

Bare en lille køretur hjemmefra og på en tåget dag virker landskabet magisk. Overdrev og bakker, gamle egetræer med krogede og snoede stammer efter generationers “høst” og stævning. Nyere tiders nåletræer, ellekrat, moser og kilder – kulturlandskab, som er påvirket og alligevel så upåvirket.

Man ville ikke blive det mindste forbavset, hvis en urokse eller en bjørn løftede hovedet og kiggede på én, mens man navigerer forbi et væltet træ eller over kildevældets morads. Men også køerne på engen og de to gigantiske arbejdsheste, som “græssede” på lyng og blåbærris, virkede som om de havde gået der i århundreder.

• 

• 

Det var tåget og vådt, men de utallige svampe og forskellige slags lav på grene og vindfælder lyste op, når man gik ned i knæ for at se nærmere på deres smukke mønstre og farver.

Hampen Sø

En lidt længere køretur, men lige tilpas til en formiddagstur rundt om en af landets reneste søer og hjem igen til frokost.

Endnu en gråvejrsdag, hvor alting virker fløjlsblødt i det blege lys. Svømmefuglene på søen skræppede og skændtes lidt om hvad ænder, lappedykkere og blishøns nu skændes om.

Udfordrede vanen og gik den modsatte vej rundt, end vi plejer. Jeg elsker hvordan den kendte udsigt pludselig ser anderledes ud, når man ser den “bagfra”.

Fortabte mig gang på gang i svampenes former og vækst. Det er første gang at jeg har set så store køllesvampe, og på en enkelt træstub var der de første ti slags svampe, som jeg ikke har den fjerneste anelse om hvad hedder.

• 

• 

Galtkær

I fugleflugtslinie ligger Galtkær bare et par kilometer mod nord, men man skal i en stor bue rundt om en masse landbrugsjord og det store vådområde, før man kan nyde udsigten fra fugletårnet i kanten af Hastrup Plantage.

Så det passede med en frisk cykeltur på en dag med lidt opklaring og tilpas med vestenvind. Galtkær er etableret for 15-25 år siden ved at opstemme Galtkær Bæk og på den måde hindre udvaskningen af okker og andre mineraler til Skjern Å (og den stakkels Ringkøbing Fjord).

Området ligger lavt og er præget af mange grøfter og dræning, så det har helt klart været et godt tiltag at lade de fugtige marker gå tilbage til naturen. De flade og lave søer er fyldt med rastende og overvintrende fugle, men som sædvanlig var vi kommet afsted uden kikkert. Så vi måtte nøjes med at glæde os over de mange vuggende fugle, sangsvanernes hyggesnak og lyden af gæssenes vingeklask på vandet, når de skulle i luften.

Alting var fugtigt og den næsten surrealistiske grønne farve fra alger, mos og lav lægger sig på alle overflader. Jeg kan godt lide tanken om, at fremtidens tekstilfarver kommer fra alger og ikke fra kemikalier. Så vil jeg have en sweater eller et tørklæde i lige denne selvlysende og overnaturlige grønne farve.

• 

•