Da jeg var barn, kaldte man herremanden på Klintholm Gods for Klintekongen. Det var vist ikke altid venligt ment, men både Møns Klint og klinteskovene tilhørte dengang godset indtil forhandlingerne med staten om en fredning og et frasalg af klinten, en bred bræmme af skoven og overdrevene i Jydelejet og Høvblege faldt på plads omkring 1980.

Men den rigtige Klintekonge er en meget ældre mytisk figur, en efterkommer af Odin og vikingetiden, et sagn fra romantikkens dyrkelse af overtroen. For Klintekongen boede ganske vist i en hule dybt inde i Møns Klint, men herskede også over både Stevns Klint og klinten på Rügen. I tilfælde af fjendtlige angreb kunne han med magi forvandle strandens sten og skovens træer til krigere; eller han kunne rejse over havet imellem de tre klinter i en vogn trukket af fire sorte heste. Når det skete, så blev havet mørkt, oprørt og truende til lyden af de vrinskende heste.

På en varm og vindstille sommerdag var det slet ikke den slags dramatiske myter, som lokkede os ud på eventyr. I stedet var det forventningen om at opleve den smukke og usædvanlige natur på Høje Møn – og ikke mindst at udfordre vores vandreform.

I beskrivelsen af den nyeste vandrerute ved Møns Klint står der nogenlunde sådan her: du skal afsætte god tid, og helst være i moderat til god form for at gennemføre turen på godt 14km i det kuperede terræn. Og det kan jo få enhver amatør-vandrer til at snøre støvlerne, smøre en klapmad og følge kortet

Ruten er en rundtur, og man kan derfor selv bestemme, hvor man begynder og slutter. Vi valgte taktisk at starte turen ved Jydelejet, fordi vi på den måde fik overstået strækningen nedenfor klinten, mens benene stadig var nogenlunde friske, og samtidig var der flere muligheder for at afkorte turen i den sydlige halvdel af området. Hvis nu det utænkelige skulle ske, at vi havde overvurderet vores fysik eller undervurderet vores stædighed.
Til gengæld skal man være opmærksom på, at det forlænger ruten en smule i forhold til den officielle distance!

Det er altid spændende at gå på opdagelse et nyt sted. Jydelejets overdrev sitrede af bier og svirrefluer imellem de stejle bakker, og vi fyldte munden med næsten modne brombær. Gallowaykvæget (inklusive tyr og kalve!) græssede fredeligt eller tyggede drøv i skyggen, og lod sig ikke bemærke af hverken vores eller andres prusten og masen op og ned ad stien.

Og når man sådan taber pusten eller bliver svedt på ryggen, så er det jo en dejlig undskyldning at have kameraet med og lige skulle kratluske en smule undervejs. Høje Møn er hjemsted for mange sjældne orkideer, men sidst i august står kun frøstandene tilbage. Men det gør ingenting, når skarnbasserne er blå og blanke, admiralerne suger sukker ud af kirsebærrene og vandrefalken slå et slag op over klinten.

Fra Jydelejet går stien gennem den smalle bræmme af skov ovenfor klinten og mod nord til Liselund. Langsomt ændrer skoven sig til at bære præg af at være en park med brede stier, kunstige søer, klippede plæner og det romantiske lystslot midt i det hele.
Vandreruten sikrer, at man ser det hele, inden man skal ned ad Djævlekløftens trapper og gangbroer.

Når man møder modgående, ser man deres lettere stive blik og fornemmer de sitrende ben, og man ved jo godt, at på et tidspunkt bliver det også vores tur til at skulle op igen. Så derfor må man nyde udsigterne, tempoet og naturen ekstra meget på nedturen!

Snart stod vi i bagende sol på stranden og kneb øjnene sammen mod det skarpe lys, som blev kastet tilbage fra både den hvide klint og havet. Nu kom også vandrestaven til god hjælp hen over laget af udvaskede flintesten. Men det langsomme tempo kunne også bruges til at spejde efter vættelys og andre fossiler. Eller forundres over de få planter, som trodsede både saltvand og kridt og formåede at gro dernede. Følfod, hjortetrøst, brombær. Kummerlige udgaver, men dog fulgt med skred eller ladet et frø forsøge at spire.

De store træer fra toppen af klinten falder også i dybet, men for dem kniber det mere med overlevelsen. De ligger som vraggods på stranden og vaskes blege og bløde af bølgerne, ligesom de skarpe flintesten slides runde. Nogle steder pibler grundvandet ud af klinten og løber som små bække eller bare som en tynd film ned over kridtet. Der må være et utroligt tryk indeni klinten.

Efter godt en kilometer på stranden skal vi op igen, og nu er det vores tur til at gispe efter vejret. Men snart står vi oppe på stien og følger dens snirkler og pukler på toppen af klinten. Den ene betagende udsigt efter den anden over dybe fald og slugter, kontrasterne i farver, Østersøens vindmøller og skibe i alle størrelser.

Endelig drejer stien væk fra kanten og ind i skovene, hvor det er lidt mindre anstrengende at gå. Relativt. Der er også færre turister, badegæster og motionister, og vi kan sætte farten lidt op. Vi skulle jo gerne nå tilbage til bilen inden det bliver aften! Snart er vi dog tilbage på randen af klinten og tilbage til at sige “åhhh” og “wauuw”, mens hvert udkigspunkt også tilbyder et øjebliks pause.

Det er dog stadig ikke Klintekongen, som optager tankerne men fantasien om en bænk, madpakken og en is ved GeoCenteret. Ahhhhh – at smide støvlerne, at lægge svedige sokker til tørre, at åbne verdens varmeste ostemad og skære en moden bøftomat i skiver, at skylle det ned med lunkent vand og bare nyde en sen frokostpause på bænken; imens hujende børn leger, biler triller ind og ud af parkeringspladsen og udenlandske sprog blander sig imellem hinanden, mens turisterne overvejer om de orker at gå de mange trin op og ned ad klinten.

Med en hastigt smeltende is i hånden bevæger vi os ud på den sidste tredjedel af ruten. Et sidste stræk langs klinten inden turen drejer ind i bøgeskovene. Her er mindre støj men ikke mindre kuperet. Til gengæld er der en flig af kølighed under træernes kroner.

På toppen af en af bakkerne i skoven ligger resterne af et gammelt forsvarsanlæg fra bronzealderen. Tre rækker af palisader har man anlagt dengang, jordvoldene kan stadig anes. Hvem mon de var? Der er stejlt op til toppen allerede, og man må enten have været meget ressourcestærk for at etablere forsvarsværket – eller have haft meget viljestærke fjender. Hvilke værdier har man forsvaret? Hvem boede her på denne næringsfattige og fjendtlige klint?

Kontrasten til den blide bøgeskov, den lune sommerdag og lysets fredelige flimren var for stor til at forsvarsanlægget virkede skræmmende. Men musklernes sitren i benene fik alligevel fantasien til at forestille sig, hvordan det må have været at skulle forcere terrænet med våben og forsyninger.

Et tjek på telefonens gps viste, at vi allerede havde gået de 14,5km som ruten er angivet til. Men et tjek på kortet viste også, at vi endnu havde et stykke tilbage til bilen og ikke mindst det sidste bjerg – Aborrebjerg – på 143m til gode. Benene frygtede det lidt, men det viste sig, at vi allerede var næsten oppe i højden. Pludselig var vi ude af skoven og havde blot en blid lille stigning op til Møns højeste punkt med den mest fantastiske udsigt over ikke bare hele øen, men også Falster og Sjælland.

Ude fra klinten havde vi kunnet se både skrænterne på det sydlige Skåne og på Rügen. Nu kunne vi se Stevns Klint mod nord og Pomle Nakke mod sydvest. Vi havde vitterligt set ud over hele Klintekongens Rige og ikke bare tilholdsstedet på Møns Klint.
Og vi kunne næsten se bilen; bare stejlt ned ad bakken og lidt til venstre!

16,7km og over 500 højdemeter blev det til. 1½ liter vand, 4 klapmadder, 2 bøftomater og 2 is. 57 fotos, 3 vættelys og sorte negle. Vandreruten Klintekongens Rige er åbnet i år og certificeret som en kvalitetsrute, hvor den både bedømmes på variation, skiltning og oplevelseskvalitet. Og den fortjener bestemt sin certificering, selvom jeg havde lidt svært ved at leve mig ind i mytologien.

Måske det ville være mere oplagt på en anden årstid, hvor havet er i oprør. Eller når tågen lægger sig imellem bakkerne og træstammerne. Eller hvis der var lidt færre mennesker på mountainbike, i biler, i badetøj eller med selfiestænger.

Alligevel kunne jeg godt nynne Griegs “I Dovregubbens hal” da jeg sad og kiggede ud over Høje Møns overdrev og gyldne stubmarker; imens jeg forestillede mig en vældig norske trold komme på besøg for at blive gift med Klintekongens datter – sådan som H.C. Andersen fortæller i eventyret Elverhøj.