Traveturen, der indeholder hav, strand, klithede og plantage er en klassiker, når vi er i Sdr. Nissum. Elementerne er velkendte, terrænet er efterhånden så fortroligt, at man kender genveje, stikveje, smutveje og grusveje ind og ud. Men det er aldrig den samme tur, fordi vi næsten hver gang ændrer en lille smule på den.

Det tænkte jeg over på den seneste dagstur, hvor vi både fandt en ny sti og formåede at gå forkert og gjorde turen længere end planlagt. Men jeg tænkte også på, hvor forskellig en tilgang vi hver især har til den “daglige” gåtur.

Nogle går hver dag en tur. Den samme tur – hver dag. Andre har et par ture eller tre med forskellig længde, men hvilken de tager kommer an på tid og vejr. Der er bestemt ikke noget i vejen med dens slags ture, alle vegne fra bliver man bombarderet med budskabet om at gå, gå, gå, GÅ og bevæge sig væk fra sofa og spisebord.

• 

• 

Som jeg i et tidligere indlæg beskrev, så kan jeg godt lide variationer. Hjernen skal holdes skarp ved at lave om på turene, bytte rundt på rækkefølgen eller retningen, tilføje en ny sløjfe på ruten eller kombinere forskellige ture. For mig gælder det ikke kun om at motionere, gåturen må ikke blive en variant over maskinen i træningscenteret, bare tilsat et skvæt regn og lidt blæst en gang imellem.

Årstiderne og vejret giver allerede variationer, men hvis fødderne kender turen udenad, så går jeg vitterligt i mine egne tanker, og bemærker slet ikke hvad jeg går forbi. Jeg bryder mig ikke om at blive væk eller fare sådan rigtig vild, men at dreje om et ukendt hjørne eller se en kendt udsigt fra en ny vinkel; det giver altid et lille sug af eventyr. Og det elsker jeg.

Så for et par dage siden gik vi igen på klitheden ved Husby, og fordi vi valgte at gå noget af strækningen i den modsatte retning af hvad vi “plejer”, så opdagede vi en smal sti oppe på kammen af den store parabelklit. Både opstigningen og udsigten gjorde mig forpustet – den blå himmel; de vinter-brun-gyldne-visne bølger af græs og lyng; de spejlblå søer og kær hvor isen stadig kunne bære, men som var spejlglatte af et par centimeter vand ovenpå isen; lærkerne der sang af glæde over forårets komme; Vesterhavet i det fjerne og den lave rumlen af bølgerne.

Stien snoede og drejede sig ned imellem de gamle klitter, blev mindre og mindre og til sidst nærmest bare en dyreveksel, indtil de velkendte egetræer pludselig lå foran os.

Det føltes som forår, men der er stadig nattefrost; og der hvor solens stråler ikke kunne nå, var der de fineste mønstre på vandet. Kæmpestore krystaller som bregner eller fuglevinger.
Jeg kender godt den videnskabelige forklaring – at vandet er koldest inde ved kanten, og derfor fryser først der, at udgangspunktet er en lille urenhed hvor de første molekyler krystalliseres, hvordan de næste hægter sig på i takt med at temperaturen falder – og alligevel synes jeg, at det er bare en lille smule ufatteligt.

• 

• 

Den uvante retning og rute gav også det smukkeste modlys på skovvejen. Isen i pytterne, Vinteregens brune blade, dampen fra de fugtige træstammer bølgede i sollysets flimren. Alle sanser – undtagen måske stedsansen – var skarpere. Lyset, mønstrene, duften og lydene.

• 

• 

Man får alle de gode ideer, når man putter lidt eventyr ind i de velkendte rutiner, også selvom elementerne af turen er de samme. For som altid fandt jeg nogle smukke sten; kiggede efter lav og mosser og kom bagud; brugte lang tid på at snige mig ind på de sjove Sandløbere – den mindste af rylerne; forsøgte som altid forgæves at fange lyden af havet, lærkerne og vinden med kameraet – og alligevel var turen ikke magen til den forrige tur.

Det gør mit liv rigere at udfordre mig selv en lille smule hver gang.