Jeg skal da lige love for at forårsregn og temperaturer over 10 grader har haft en effekt. Alting eksploderede nuancer af grønt, den gennemsigtige skov lukkede sig i katedraler af nye blade, og mælkebøtternes gule ansigter spejlede solens stråler.

Sanserne bliver bombarderet med farver, pollen, fuglesang og duften af hæg. Jeg tror, at fuglene og insekterne har det på samme måde. Fra forfrosne pip og skjul under visne blade kom der pludselig liv. Vinger baskede og flagrede, den Grå Fluesnapper kom pludselig tilbage på sommerbesøg og jagter nu insekter fra havestolens ryg. Selv sneglene har overlevet den lange vinters kulde og guffer lystigt den første salat.

Pyt med både pollen-nys og sneglesmat. Det er det grønneste forår, og billederne fra den forgangne uge er grønne og gule!

Den lille hverdagstur

Nogle gange går jeg turen i skarpt tempo på 50 minutter. Andre gange tager den samme tur 2½ time, og denne uge bød på begge slags. Den velkendte tur der altid byder på lidt nyt alt efter årstid, vejr, humør og opmærksomhed. Jeg har skrevet om den så tit, og alligevel synes jeg altid, at der er lidt mere at fortælle fra grusvejene, åsen, overdrevet og engen.

Læhegnenes tjørn, hæg, hyld og pil er sprunget ud i et miks af bladformer og grønne nuancer. Eg og ask har endnu ikke helt afgjort, hvem af dem der skal folde bladene ud først – bliver sommeren bleg eller vask? Lærkerne når både at synge, at forsvare territoriet, at kurtisere hinanden og spise. Skovskaderne skælder ud og larmer – mon det er musvågen, der ellers havde sat sig til hvil i granerne? Eller mobbede de tårnfalken, som pludselig kom susende tæt på og forsvandt over engen?

• 

• 

Det var lunt og solen stod diset bag de høje skylag. Græsset var vådt og støvlerne holdt lige akkurat fugten ude takket være det seneste lag af fedtstof. Men bukseknæene blev våde, for der var nye planter at forevige. Og hvide vinger over engen – afsted, afsted. Mon det var Aurora hunner, som flagrede rundt mellem mælkebøtterne? Jo! Endelig lykkedes det at snige mig ind på hende, med lidt hjælp fra den sky som gik for solen, og fik sommerfuglen til at sidde stille længe nok.

En fiskehejre fløj over åsen enroute fra den ene mose til den anden. Jeg synes, det er en meget elegant fugl, når den står i vandet og fisker, den er imponerende når den flyver med halsen i det karakteristiske S og de store vingers bue – men den ser så voldsom og klodset ud, når den sidder højt i træerne.

• 

Der var kun de mange spor efter rådyr og kronhjorte; selv når jeg går stille for mig selv, er det sjældent, at jeg ser dem. Til gengæld fulgtes jeg længe med en hare, som hver gang luntede et par hundrede meter i den samme retning. Det er et overraskende stort dyr, når man kommer tæt på.

Den ægte udflugt

Når bøgene heromkring er næsten udsprunget, så er det tid til en ægte løvspringstur, og i år gik den til Hald Sø. Vi gik igennem området i august sidste år, da vi vandrede på Hærvejen, og det havde fået plads i min indre liste over steder, jeg gerne vil vende tilbage til på andre årstider.

Dollerup Bakker, Hald Sø og Inderøen er meget pittoresk og indbegrebet af turistbrochurens natur. Høje lyngklædte bakker, ådale med løvtræer, bøgeskove og den blanke sø. Vi var bestemt ikke de eneste på udflugt, men det gjorde ikke oplevelsen ringere. Der er plads nok til både børnefamilierne i fuld firspring, hundeluftere, løbere, grejfreaks og dem i pæne sko. En majdag med frokostkurv, madpakker, termokander og grill. Eller med rygsæk, oppakning og vandrestøvler. Eller bare et kamera. Alle mødtes alligevel ved ishuset!

Man behøver ikke at få pulsen op for at gå rundturen på Inderøen – som i virkeligheden er en halvø, der stikker ud i Hald Sø – og man kan selv regulere om rundturen skal halveres.

Der er en parkeringsplads tæt på stiens begyndelse, og hvis man følger stien langs søbredden, får man det bedste af begge verdner. Bøgetræerne rejser sig højt op ad bakkerne til den ene side og dypper grenene i søen på den anden side. Som at gå under en baldakin af lysegrønt silke.

• 

• 

Man kan også parkere andre steder og gå igennem – eller rettere op og ned – Dollerup Bakker og nyde den vide udsigt over søen, skovene og lyngbakkerne. Det giver varme på ryggen og i kinderne, men også mulighed for at kigge efter sommerfugle. Så naturligvis gik vi igennem bakkerne! Ingen sommerfugle men til gengæld en Lyngmåler, som er fætter til sommerfuglene.

• 

Græsset var grønt, bladene var grønne, træstammerne var grønne, selv lyngen havde grønne skud. Alting så nyvasket ud efter et par dages regn, og alle mosserne skinnede i alle nuancer af grøn.

I modsætning til sommerfuglene behøver man ikke at snige sig ind på mos for at få et billede. Til gengæld er det svært at fange alle detaljerne med mit gamle kamera. Og så er der mange flere slags at lære at kende, så der må små “vævsprøver” med hjem i tasken til nærmere studier.

• 

• 

• 

• 

Gul og glad

Noget andet, som kan være svært at fotografere, er alt hvad der er gult. Det er som om detaljerne forsvinder i lys og farve, men så må jeg bruge lidt tricks med skygge og lukketider.

Men gult er godt. I græsplænen, i staudebedet, på sommerfuglen, i pollen og under bøgetræet. Det føles som vild luksus med alt det gule og grønne efter måneder med vinterbrunt-gråt-grumset-sort. Så både hjerne og kamera må indstilles til det nye farvespil og overgive os til forårsfrodigheden.

• 

• 

• 

•