Denne sommer har faktisk været lidt speciel sådan at forstå, at jeg har brugt langt flere dage på heden, end jeg plejer. På kryds og tværs ad dyreveksler, trampestier, skovveje eller bare off-piste gennem Harrild Hede og Nørlund Plantage. Det meste af tiden heldigvis i solskin og tørvejr, men også i tåge og regn. Med solskoldede skuldre og gennemblødte støvler, med støvede briller og skambidte arme af insektbid.

Heden skal sanses, for hvordan beskriver man følelsen af at den store himmel, lyden af vinden, duften af lyng? Fornemmelsen når hængesækken gynger under fødderne, den bitter-sure smag af knapt modne tyttebær, eller længslen efter at følge med tranerne?

Juni

En af fordelene ved at færdes derude så tit er, at man lægger mærke til mere.
Jeg har i år opdaget for mig ukendte planter med fantastiske navne. Prøv at smage på udtalen af Butfinnet Mangeløv. Eller Vestlig Kær-tuekogleaks.
Nogle gange må jeg have lignet en som havde tabt noget, når jeg langsomt og foroverbøjet spejdede efter bittesmå vækster. Andre gange har jeg måttet tørre det værste støv, klister og snavs af kameraet efter at være snublet, fordi jeg gik og kiggede op efter fugle.

Grøn Busksommerfugl – mester i camouflage. I år har der været helt eventyrligt mange – så mange at jeg til sidst konstaterede, at det “bare” var en busksommerfugl. Hvilken luksus.

Guldblomme (eller det gamle navn Volverlej) bliver mere og mere sjælden. Jeg har faktisk ikke været på heden i blomstringsperioden før. Så meget desto større var glæden i år ved endelig at se dens store gule blomster stikke op over lyngen adskillige steder i juni og juli. Den er umulig at forveksle med nogen af de øvrige gule blomster derude – den er bare mere gul, er højere og har meget større og fuldfede blade.
Frøstanden er som et smykke, og jeg håber at alle de små frø har fundet en smule bar jord. Hvilket jo netop er grunden til dens tilbagegang. Paradoksalt nok vokser den helst på den næringsfattige hede, men taber i konkurrencen med græsser og lyng – som så indbyrdes også konkurrerer om pladsen. Det er ikke let at være hedeplante.

Midsommer er også tiden hvor sommerfuglene for alvor dukker op. Takvinger og randøjer, kålsommerfugle og pletvinger. Dukatsommerfugle og bredpander. Mens jeg ventede og ventede på blåfuglene, blev jeg optaget af perlemorsommerfuglene, for der var et par stykker, som jeg ikke helt havde styr på eller vidste om de mon stadig fandtes derude. Tænk hvis deres delikate vingeslag virkelig havde betydning for, hvad der skete i verden.

Her kommer lige en introduktion til et par luksuriøse stykker perlemor, som begge er i gevaldig tilbagegang:

Brunlig Perlemorsommerfugl til venstre og Moseperlemorsommerfugl til højre. For at se forskel skal man som halvgammel brillebruger først snige sig ind på dem og håbe på at få et skarpt foto – dernæst skal man kigge på en forstørrelse af billedet og se på formen af forvingens anden brune plet fra kroppen. Hos den brunlige perlemorsommerfugl er pletten “som regel” formet som en slags ring…ellers kan man vente og håbe på, at sommerfuglen klapper vingerne sammen længe nok, til at man også kan få et kig på undersiden.

…for på undersiden er forskellen på de to tydelig.
Igen Brunlig Perlemorsommerfugl til venstre, med en hel række af perlemorspletter og et tydeligt “øje” i det store rødbrune felt tæt på kroppen – mens Moseperlemorsommerfuglen er meget mere rødlig og gylden og kun har spredte felter med perlemorshvid på undersiden. Og så skal man forresten lige huske, at hannerne som regel er lidt mere gyldne og afdæmpede på oversiden, mens hunnerne både er større og har en dybere rødbrun kulør.
Det er jo ikke så svært, vel?

Juli

Og så pludselig letter tågen, blomsterne vender sig mod solen og insekterne ryster duggen af og sætter til rette for at få varmen. Markfirben smutter over stien, ræven tager et par hurtige hop over den våde lyng og finder et fredeligt sted at sove, dådyrene nipper lidt på vej til skovbrynet.

De fleste dage er varme, tørre og støvede. Mosserne krøller sammen om sig selv for at holde på fugten, og laverne bliver så sprøde og knasende, at man næsten ikke nænner at træde på dem. Lærkerne synger, og blåbærrene smager sødt og blåt. De første lyngtotter springer ud som lyslilla klatter midt i de rødbrune flader, og klokkeblomsterne nikker elegant til bierne.

August

Tørt og varmt. Lyngen dufter tungt af honning, og man får lyst til bare at sidde på de gamle sten og lade sig opsluge af varme, duft og lyden af tusindvis af bier og svirrefluer.

Midt i dette lyslilla hav glimter tyttebærrene næsten giftigt-blank-røde, mens revlingens sorte bær hænger diskret på de lave grene. Alting summer. I skyggen bider myggene igennem den tynde bluse, og i solen følger en sværm af listige fluer med skarpe kæber. Både myg og klæg kan lande, uden at man opdager det, og først når blodet flyder opdager man dem.

De lavvandede kær tørrede helt ud i år, og man kunne gå tværs over dem uden at få mudder under støvlerne. Det gav mulighed for at udforske de mange planter, som er knyttet til disse tidvist våde voksesteder – soldug, ulvefod, benbræk og næbfrø.

Storplettet Perlemorsommerfugl havde en fest på de varme augustdage. Den sidder næsten altid med vingerne slået helt ud for at varme sig, også når den fouragerer – så hvordan kender man den fra de andre?
Hvis man er heldig at få et glimt af undersiden, så er det nemt. Storplettet Perlemorsommerfugl har et meget retvisende navn med de store plamager af perlemorshvide felter på undersiden af bagvingen. Men med lidt øvelse kan man faktisk også kende den blot på oversiden. Modsat de andre perlemorsommerfugle så har den ikke en hel perlerække af brune/gyldne trekanter på kanten af forvingen, men nøjes med en lille række på tre.

Hvis man altså kan snige sig tæt nok til at se det – den holder vågent øje med alle bevægelser og flyver drillende nogle meter længere frem, og så kan man prøve igen. Og igen. Og så en gang til. Og pludselig er der gået en time.

Bidt, brændt og stukket

Min sommerhede har budt på mange sanseindtryk. Bidt til blods af Guldklæg og myg. Våd til skindet af dug og regn. Klistret ind i spindelsvæv. Stukket af planter. Brændt af solen. Tørret af vinden. Følt mig lillebitte under skyerne. Følt mig kæmpestor og klodset i moserne.

En lykkelig følelse af at få lov til at høre tranerne, følge havørnen, nyde farverne, opdage mønstre og former, dufte naturen, smage frugterne og sanse det hele dobbelt gennem kameraet og fodsålerne.

Den ligger derude – ikke min, men alles hede.