“Skynd dig, kom, om føje år
heden som en kornmark står”

Sådan skrev H.C. Andersen i 1859. Og selvom majs og kartofler også fylder temmelig meget på det store område, som for 100-150 år siden var hede, så tror jeg ikke, at han havde forestillet sig hvor meget korn, der endte med at kunne dyrkes.
2/3 af Jylland – 2.000.000 hektar – var dækket af hede omkring år 1800, men i 1950 var der bare 59.500 hektar tilbage, spredt ud på små lommer hist og her inde i landet eller som klitheder langs Vestkysten. 98% af det gamle kulturlandskab, som hederne repræsenterede, var plantet til, pløjet op, drænet, gødet og udstykket. Det kan man enten se som et stort fremskridt eller som en stor fejltagelse – eller man kan synes, at det er lidt af begge dele. Dette indlæg handler ikke om for eller imod, men om et lille mysterium derude på heden.

I 1953 blev et af de større sammenhængende hedearealer på ca 1300 hektar fredet (note 1). Kongenshus Hede og de omkringliggende skrænter og slugter, hvor smeltevandet fra isen havde gnavet sig ned igennem slettens grus og sand.
Man behøver ikke at være natur-tosse for at blive betaget af vidderne og smeltevandsdalene. Der er meget, meget smukt – og man kan ikke lade være med at forestille sig, hvordan der engang har set ud. Da heden ikke stoppede ved plantagen, majsmarken, vindmøllerne og de store landbrugsbygninger hele vejen rundt, men bare fortsatte så langt øjet rakte. Lyng, revling, tyttebær og får – glimtende bække og små kær – enebær og lidt bævreasp.

Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere

Størstedelen af fredningen tilhører den selvejende institution med det mundrette navn Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere. Da jeg første gang så navnet på planchen over området studsede jeg. For hvorfor er der lavet en mindepark midt på heden for dens opdyrkere? Hvorfor sørge for en fredning af lige netop den type landskab, som man så omhyggeligt og metodisk havde gjort alt for at minimere? Hvorfor kaldes det en park, når det er hede? Underligt.
Mindeparken dækker over hele områdets 1200 ha, mens selve mindeanlægget er knapt 1km langt. Ned igennem lille slugt som kaldes Mindedalen er der med mellemrum rejst 39 høje Herredssten af granit omgivet af ialt 434 Sognesten med navnene på nogle af de mænd og kvinder, som lokalt havde arbejdet med opdyrkningen. Den lave slugt munder ud i en lavning, hvor der står en række granitsten på hver side af midteraksen. Den aflange plads kaldes Mødepladsen, og mindestenene er for de mænd, som “stod i spidsen for hedeopdyrkningen i Danmark” jf. oversigtsplanchen.

• 

• 

Jeg så ud over den store hede, hvor lyngen næsten var afblomstret – som en rødbrun flade bredte heden sig, som den gjorde engang – og det virkede meget paradoksalt – at etablere en mindedal med bautasten og lovprisning af hedens betvingere, hedebønder og gæve mænd lige midt i lyngen, midt på heden.
Havde de fortrudt en lille smule og alligevel gerne villet bevare en af de sidste rester af det gamle landskab? Eller ville de demonstrere deres magt over naturen ved endnu en gang at rejse og ridse granitsten i lange rækker? Eller havde tidsånden vendt fra nyttetænkning til naturbevaring, inden man fik planerne for mindeparken ført ud i livet? Vandt naturen trods alt, eller tabte den endegyldigt slaget om udviklingen?

Historikeren på jagt efter svar

Jeg nærlæste plancher og brochurer for at finde svar, men tilsyneladende var formålet med udvælgelsen af Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere at bevare det værdifulde kulturlandskab for eftertiden, og ikke mindst for at have et samlet (og stort) mindesmærke over de mange gode mænd og deres indsats. Det rykkede i historikerens hjernehalvdel. Der var noget som ikke passede eller gav mening. Hvorfor var kulturlandskabet nu pludselig værdifuldt i 1953, efter at man så effektivt havde lavet det om til produktionslandskab? I årtier havde man talt om heden som et øde, goldt, ubeboet og trøstesløst sted – nu var det pludselig smukt og storladent. Så hvem stod bag?

Først kontaktede jeg Hedeselskabet – for selvom det er en selvejende institution, der står som ejer af området, så var er det Hedeselskabet, der stod bag oprettelsen i sin tid. Det er fortsat direktøren for Hedeselskabet, som er formand for Kongenshus Mindepark, og det er på Hedeselskabets hjemmeside, at man kan læse om historien bag. Men hjemmesidens informationer er de samme, som står på plancherne, og derfor skrev jeg som sagt til Hedeselskabet og spurgte. Hvorfor ligger mindesmærket lige midt i lyngen på en stor hede? Og jeg fik et fint svar på mine spørgsmål – tak for det.

Den venlige kommunikationsmedarbejder forklarede, at Kongenshus Mindepark skulle have haft en slags dobbeltformål – både at vise den oprindelige hede, som det kulturlandskab den er, og så at hædre de mennesker som henholdsvis havde haft vabler på hænderne af selve arbejdet med at etablere landbrug eller skov, og dem som på en eller anden måde havde haft en tilknytning til eller betydning for heden og dens transformation til produktionsjord. Man ville gerne have gjort mere for at formidle processen med omstilling af heden fra ørken til et livsgrundlag for nye familier, der som nybyggere slog sig ned på husmandslodder, men midlerne op til åbningen af Kongenshus Mindepark i 1953 havde ikke slået til. Så derfor blev mindeparken, som den blev.

Men der var stadig noget som ikke helt stemte, og som sendte mig på jagt i kilder og historiebøger. For når blikket glider hen over de mange navne på mindestenene, så er de fleste på vej i glemslen eller husket for noget helt andet end hedens opdyrkning. Det virkede mærkeligt at blive mindet om disse mænds store arbejde og læse hyldestordene til deres driftighed, mens lyng og tyttebær voksede på bagsiden af stenen. Hvad var det med Hedeselskabet?

Hedeselskabet

Centralt i hele opdyrkelsen af heden og etableringen af mindeparken står Hedeselskabet – eller rettere Det Danske Hedeselskab, som det hed ved oprettelsen i 1866. Faktisk havde to af initiativtagerne allerede flere år tidligere diskuteret mulighederne og perspektiverne i at gøre de store hedearealer mere produktive med både tilplantning til skovdrift og engvanding, hvor man via kanaler overrisler den nærliggende jord og gør den mere frugtbar, men der kom en krig i vejen i 1864.

Allerførst er der dog en myte, som skal aflives: De fleste kender udtrykket “Hvad udad tabes skal indad vindes”. En del vil forbinde det med nederlaget i 1864, Enrico Dalgas og etableringen af Hedeselskabet. Vi mistede Slesvig men op med hovedet, vi indtager heden! Men det passer ikke.

For det første har Dalgas aldrig – jeg gentager, aldrig – udtalt eller brugt den sætning; det har aldrig været et motto for Hedeselskabet; men myten hænger stædigt ved, og man støder jævnligt på koblingen mellem udtrykket og Dalgas. Hedeselskabet blev som sagt oprettet i 1866, men citatet er fra et vers, som er skrevet af forfatteren H.P. Holst i 1872 i forbindelse med en industrimesse i København og lyder: “For hvert et Tab igjen Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes” – det har intet med hedesagen at gøre. At det så passede meget godt på også Hedeselskabets aktiviteter er noget helt andet, og selskabet har da heller ikke gjort sig store anstrengelser for at aflive myten.

For det andet så var opdyrkning og tilplantning af heden allerede i gang, da Hedeselskabet så dagens lys. Man havde omkring 1800-1820 fået nogenlunde styr på sandflugten, som kunne være ødelæggende for afgrøder. Plantning af skov på de åbne vidder var også så småt i gang mange steder, og selvom Dalgas og Hedeselskabet også af og til tillægges mundheldet “Hvor ploven ej kan gå, og leen ej kan slå, der bør et træ stå”, så kan det med sikkerhed dateres tilbage til 1827 og altså længe før etableringen af Hedeselskabet. Så det var heller ikke Hedeselskabet, der var pionerer i forhold til hedeplantagerne. Men selskabet ramte perfekt med timing af teknologi, netværk og tidsånd og blev en magtfuld og effektiv aktør!

Der var andre private selskaber, som forsøgte at gøre en forretning ud af det “uproduktive og øde” hedelandskab, eller som ønskede at udnytte den nye viden og teknologi, der gjorde en opdyrkning både mulig og attraktiv. Men Hedeselskabet skulle ikke lave direkte forretning i første omgang. Man varetog interesser, og mente at det omfattende projekt burde være en statslig opgave – i hvert fald med støttekroner – og selskabet havde gode forbindelser til myndighederne og indirekte masser af kapital i ryggen fra medlemmerne.
Formålet var “at fremme frugtbargørelsen af de jydske heder” gennem rådgivning, hjælp til ansøgninger og projekter og ved at stille knowhow til rådighed. Det skulle finansieres gennem andre fonde eller statstilskud – for eksempel ved at en jordejer med Hedeselskabets hjælp søgte staten om tilskud til jordforbedring eller tilplantning, og Hedeselskabet bistod så jordejeren med den praktiske udførelse. Det kunne være gennem Hedeselskabets planteskoler, ingeniører og materiel. Langsomt voksede selskabet til, hvad vi i dag ville kalde en erhvervsdrivende fond. Man opkøbte arealer til plantager; man etablerede datterselskaber (note 2), som varetog særinteresser eller specifikke områder; man ansatte plantører, agronomer, ingeniører, teknikere og sekretærer. Hedeselskabet blev altdominerende i statens udvalg for jordforbedring, landvinding, beskæftigelse og landbrug. Det gik rigtig godt og blev meget effektivt.

Tidsånden de første 50 år var til fremskridt på alle måder. Det moderne gennembrud – teknologi, viden, ingeniører, kommunikation – anlæggelse af veje, dampmaskiner til jernbaner og pumper, industri og mekanisering. Nye byer, nye havne og anlæg skød op. Højskoler, andelsforeninger, banker og sparekasser, aviser og politik. Nyttetænkning, gavn for samfundet og økonomien, fællesskabet, driftighed og initiativrige borgere i et demokratisk samfund.

Men man skal ikke lade sig narre helt af de smukke ord på mindestenene. Hedeselskabet var ikke en græsrodsbevægelse opstået blandt de såkaldte stakkels, fattige hedebønder. Det var det bedre borgerskab og store jordbesiddere, kapitalstærke og entrepenante investorer, godsejere og byboere, som både så en investeringsmulighed og som lod sig inspirere af “hedesagen”.
Måske derfor gik det i starten ærlig talt temmelig trægt med at overbevise de “rigtige” hedebønder om fidusen ved at omlægge deres tilværelse fra en meget ekstensiv drift af store arealer til at opdyrke og udstykke. Men med økonomisk incitament fra staten, så lykkedes det. Med Hedeselskabet som effektiv promotor skete det overvældende grad i løbet af de første årtier af det nye århundrede, på trods af protester fra biologer og natur-tosser, træghed og skepsis fra hedebønderne, der om nogen vidste, at der ikke var ret meget muld men en masse sand og grus under lyngen.
På de mange Herredssten i Mindedalen kan man på hver enkelt af de 39 bautasten se hvor stor en andel af arealet, der på de 100 år fra 1850 til 1950 var gået fra hede til opdyrket land og skov. For nogen en succeshistorie, for andre meget begrædeligt – men helt sikkert et stort arbejde at udføre.

Hedebonden

Flere steder kan man læse “hedebondens ven” på de rejste granitsten rundt om Mødepladsen. Men hvilken hedebonde – ham før eller efter hedens opdyrkning?

Et af paradokserne ved lyngheden er, at den er et kulturlandskab. Det er ikke en naturligt forekommende type landskab, men er opstået ved århundreders gradvis udpining af den sandede jord, hvor mennesker har dyrket jorden, brændt skov og bevoksning af for at kunne så deres afgrøder, hvor man har ladet sine husdyr græsse og har skrællet tørven af for at bruge den som brændsel eller byggemateriale.
Den bare og sandede jord har været sårbar overfor udvaskning af næringsstoffer, og derfor er den naturlige neutrale ph-værdi faldet og kun de meget nøjsomme vækster som lyng, revling, dværgpil og tyttebær har kunnet klare sig. Langsomt har de mennesker, som boede der, omstillet deres tilværelse til en symbiose med landskabet – mindre jordbrug og flere husdyr med især får og stude, som har græsset på heden om sommeren. Spist friske skud, nippet blade og græs. Lyngen er blevet slået som tilskud til dyrenes vinterfoder, den er brændt en gang imellem enten af naturlige årsager, eller fordi man har villet forny dens skud eller skullet bruge en ny mark.
Den oprindelige hedebonde har ikke været mere fattig end så mange andre bønder i landet, og det har ikke nødvendigvis været et større slid at være hedebonde end at være almindelig bonde på øerne. Tværtimod kan man argumentere for, at det ekstensive hedebrug var mindre sårbart overfor dårlig kornhøst end de mere intensive landsby-landbrug. Uld, klæde og salg af stude var en udmærket indtægt, de små marker gav korn nok til eget forbrug, og ikke mindst betalte man væsentlig mindre i skat end andre steder, ganske enkelt fordi beskatningen var beregnet ud fra hvor meget korn man dyrkede.

Med den massive opdyrkning af heden fik man en ny slags hedebonde. Det var meget ofte husmandsbrug, hvor jorden var udstykket enten fra de større og gamle hedebrug eller i forbindelse med de jordreformer, der blev gennemført i tiden før og efter århundredeskiftet. Det var relativt små jordstykker, beregnet til at en familie lige akkurat kunne klare sig selv. Og her kom Hedeselskabets knowhow behændigt til hjælp. I 1906 stiftede man et datterselskab, som hed Hedebruget (note 2), hvor formålet var at “skaffe økonmisk støtte til hedeopdyrkerne og at organisere information og vejledning”. Det handlede om dræning, om mergling så jordens ph-værdi blev bedre egnet, om læbælter og statsstøtte. De nye hedebønder levede ikke af heden, men på den forhenværende hede.

Jeg tænker, at det især var den sidste type hedebonde, som mindesmærkerne handler om. Hedebondens ven, som skaffede midler og hjælp i forhold til at få den marginale og sandede jord gjort mere frugtbar og rentabel. Folketingsmænd og politikere, investorer og ikke mindst Hedeselskabets direktører, som sad i nøglepositioner i de vigtige udvalg, foreninger og selskaber.

Men måske var de også en slags ven for den oprindelige hedebonde, som måtte omlægge bedriften og formentlig har fået større indtjeningsmuligheder, omend det var slut med de store fåreflokke og studedriften. Tiden var under alle omstændigheder løbet fra den ekstensive livsform, de teknologiske fremskridt blev tilgængelige og afsætningsmulighederne for produkterne ændrede sig hastigt. Hedeselskab eller ej. I sidste ende var det stadig et hårdt slid, og den enkelte husmands indtjening har ikke har været fyrstelig på trods af statstilskud og billige lån. Til gengæld tjente Hedeselskabet altid på omstillingen og de store jordbesiddere i repræsentantskaber og bestyrelser fik naturligvis også deres opdyrkningsprojekter gjort tilskudsberettigede, og staten fik en del af sine investeringer hjem igen via ejendomsskatterne. Alle var hedebondens ven.

• 

• 

Hedeselskabet og mindeparken

Så hvorfor blev det lige Kongenshus, der måtte lægge jord til mindeparken? Hvorfor ikke en af Hedeselskabets eller datterselskabernes egne plantager, når nu man ejede en del af slagsen? Fordi man faktisk havde forestillet sig noget andet, end det vi kan se i dag. Noget helt andet og meget mere, end kommunikationsmedarbejderen hos Hedeselskabet gav udtryk for.

I 1930’erne var der begyndt at blive rejst mindesten for de lokale foregangsmænd rundt om i landet. Direktøren for Hedelskabet C. E. Flensborg luftede tanken om en mindepark for hedens opdyrkere i 1937, og man havde også halvhjertet set sig om efter “egnede lokaliteter”, men manglede både midler og opbakning, og det var ikke blevet en stor folkesag uden for kredsen af Hedeselskabets medlemmer. Man nedsatte en komite og etablerede en mindefond, men i løbet af de næste 3 år havde den kun formået at indsamle omkring 100.000 samlet set i kontanter og tilsagn om støttebeløb.
Men Hedeselskabet havde en initiativrig kronprins, Niels Basse, som både var afdelingsleder i Hedeselskabet og direktør for datterselskabet A/S Jydsk Landvinding (note 2).

I 1939 holdt Niels Basse et foredrag om grundforbedring og opdyrkningsarbejde. Det var meget grundigt i både de tekniske beskrivelser og de økonomiske perspektiver, men midt imellem beskrivelsen af nye gødningsmuligheder, de samfundsmæssige gevinster af hedens opdyrkning og fordelene ved afvanding og opdyrkning af enge og moser, indskød han pludselig visionen for en mindepark for hedens opdyrkere.

Den skulle være stor. Der skulle være et betydeligt areal med lynghede, et tilsvarende areal skulle tilplantes med plantage, der skulle etableres ikke bare et enkelt mønsterhusmandsbrug, men “en hel Nybyggerlandsby rationelt anlagt med Udnyttelse af Nutidens Erfaringer paa de forskellige Omraader” i tilknytning til plantagen og heden. Der skulle etableres et gammeldags hedehjem, så man kunne se hvordan det var i førhen, og hvor godt det nye var i forhold til. Det han havde i tankerne var en slags levende museum, hvor fortid og nutid mødtes, hvor man kunne følge udviklingen i metoder og dyrkning og få anskueliggjort det store arbejde og frugten af det. Han havde også allerede et egnet sted i tankerne, men det var ikke til salg – endnu.

Jeg tror, at Niels Basse allerede i 1939 havde udset sig ejendommen Kongenshus mellem Viborg og Herning. Den havde haft en lidt omskiftelig tilværelse, men dens 1200 hektar hede var relativt uberørt og halvdelen allerede indhegnet efter en tidligere ejers forsøg med en rensdyrpark på stedet i 1913-22. I 1940 døde den daværende ejer, og ejendommen blev sat til salg i 1941. Den tyske besættelselsmagt var interesseret i det flade terræn til skydeøvelser, men i kraft af sin position som direktør for Jydsk Landvinding, skrev Niels Basse i 1941 under på en slutseddel lydende på 250.000kr.
Mindefonden havde ikke i nærheden af det beløb, og det tog yderligere et års tid før det hele faldt på plads. Statsministeriet bevilgede 100.000kr. mod en plads i bestyrelsen for den nye selvejende institution, man kunne også medregne den erstatning på omkring 50.000kr som fredningen ville udløse, Viborg kommune spyttede i kassen med 25.000kr og Hedeselskabet selv bidrog med 50.000kr. Derudover kom der penge ind til etableringen fra en landsindsamling. Dermed kunne den selvejende institution Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere oprettes i 1942 og fik netop det store areal til rådighed, som Niels Basse havde beskrevet i 1939.

Fredningen af Kongenshus

Men det fik jo slet, slet ikke den udformning, som Niels Basse havde forestillet sig. Da jeg spurgte Hedeselskabet, hvorfor Mindeparken ligger midt på en hede, var svaret som sagt, at man gerne ville have haft det anderledes i 1940’erne, men at midlerne ikke rakte til alt det, man gerne ville. Det er jo en ærlig sag, men det står der bare ikke noget om nogen steder. Så jeg undrede mig stadig. På Hedeselskabets hjemmeside konstateres det bare, at 1200 hektar blev fredet, og planlægningen gik i gang. Men Niels Basse mente jo kun at det halve areal af heden skulle fredes? Jeg fandt den gamle fredningsafgørelse fra 1953 frem (note 3).

I alt er der fredet omkring 1300 hektar – de 1200 tilhører Kongenshus Mindepark og de resterende 100 tilhører forskellige lodsejere især omkring vandløbene, engdragene og slugterne. Eller det det gjorde de i hvert fald i 1953, da Overfredningsnævnet i december måned ikke bare stadfæstede den fredning , som Fredningsnævnet i Viborg havde udarbejdet i 1945, men også udvidede kendelsen fra 1949. Hele heden og dens dalstrøg blev fredet. For Mindeparkens arealer blev det gjort gældende, at “naturtilstand bevares, off. adgang i.h.t. reglement, der må ikke opføres bygninger og anbringes indretninger, som kan virke skæmmende, søer og vandhuller må ikke opfyldes, terrænændringer må ikke forekomme, ligesom beplantning ikke er tilladt. Grusgravning til eget brug er tilladt. Lyngslagning, bærplukning, indsamling af rensdyrlav o.l. er ligeledes tilladt.”

Med den kendelse forsvandt visionen om et levende museum, demonstrationen af et mønsterlandbrug, plantager så store som hedearealet, ager og fremvisningen af hvad de mange slidte hænder og skovle havde opnået. Allerede med den første fredning har planerne måttet laves om, og Mindedalen med de mange herredssten og Mødepladsens ovale stensætning med de betydningsfulde mænd måtte finde sig til rette midt i den lynghede, de så møjsommeligt og indædt havde pløjet op. Så det må være derfor, at monumentet over hedens opdyrkere ligger i den lille slugt ned mod Resen Bæk, omgivet af lyngbakker og får.

Det er ironisk, at man lige netop fra denne dalsænkning knapt kan se hverken plantager, agerland eller fremskridtets vindmøller. I stedet kommer den lange række af bautasten og bastante granitsten mere til at virke som en reference til oldtiden. Til vikingernes skibssætninger, til gravhøje, til stendysser og hedens Oksevej eller Hærvej, hvor man i århundreder færdedes med stude, uld og handelsvarer.
Så jeg tror, at jeg fandt svaret på min undren. Det var slet, slet ikke meningen at Mindestien og Mødepladsen skulle have ligget midt i det gamle hedelandskab – men man gjorde nødvendigheden til en dyd og sprang ud som ægte nostalgikere. Måske det ville have klædt Kongenshus Mindepark at fortælle den historie, i stedet for at fremstille sig som hedens beskyttere?

• 

• 

Romantikere, kritikere og et plejekrævende landskab

Jeg undrer mig stadig over, hvorfor visse personer har fået deres egen sten i mindeparken. Een ting er, at den selvejende institution har været nødt til at gøre en dyd ud af at skulle bevare landskabet for eftertiden – der må vitterlig være nogen, som hellere ville have haft en mindesten i deres egen plantage eller med udsigt til de mange læbælter og kornmarker i stedet for at stå plantet midt i lyngen. Men for at legitimere det nye image som både opdyrkere og beskyttere har man skullet indpasse digtere, malere og forfattere i gruppen af store mænd. Det har krævet en meget generøs fortolkning af formålsparagraffen om “at varetage arealet som en mindepark for hedens opdyrkere”.
Men det er en anden historie, som fortjener sit eget blogindlæg om St. St. Blicher, Hans Smidt og Jeppe Aakjær. Det samme gælder for hele diskussionen om naturbevarelse, naturtyper, biodiversitet og kulturlandskaber.

Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere er et besøg værd for landskabets skyld. Om det er begrædeligt, at der er så få stykker med hede tilbage; om det er lykkeligt, at de resterende arealer for det meste trods alt er fredet; om det er tosset at bruge en formue hvert år at “pleje og passe” det landskab, som for 150 siden ikke blev passet men bare udnyttet, som man havde gjort i århundreder; om det er skammeligt at pynte sit eftermæle på så bastant en måde – det må man selv vurdere.
Jeg synes, at man skal nyde de store vidder og glædes over en travetur ud over Kongenshus Hede, og så kan man gå en tur i Mindedalen og notere sig, at også store mænd med fædrelandskærlighed og husmænd med drømmen om egen gård langsomt bliver til natur. Stille og roligt synker stenene dybere i jorden, mosset vokser ind over dem og engang vil ingen længere huske Dalgas, Basse, Sønderup eller Morville – eller du og jeg.

Noter:

1 – Det er lidt forskelligt hvor stort et areal, der angives. Så vidt jeg kan læse, er selve arealet, som den selvejende institution Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere ejer, på ca 1200 ha, mens de øvrige ca 100 ha fredet areal ejes af forskellige lodsejere. Men den samlede fredning hedder Kongenshus Hede, og derfor kan der opstå sammenblanding af navnene.

2 – I denne sammenhæng er især to datterselskaber interessante. Hedebruget blev dannet i 1906, som en interesseorganisation for især de nye husmandsbrug, der blev etableret på den nyligt opdyrkede hede. Der blev givet statstilskud til etableringen af disse, og Hedebruget rådgav både i forhold til rent praktiske jordbrugsforhold og økonomiske forhold, og var en dygtig lobbyvirksomhed overfor myndighederne.
A/S Jydsk Landvinding blev etableret i 1936, da der efterhånden kun var de mere marginale hedearealer tilbage, hvor det var meget omkostningstungt at opdyrke. Samtidig var statens interesse i at yde økonomisk støtte til oprettelsen af nye husmandsbrug kraftigt dalende. For at holde gang i forretningen så at sige, påtog Hedeselskabet sig via datterselskabet at “byggemodne” arealerne med pløjning, plantning af læbælter og etablering af veje for så at udstykke dem som husmandssteder.
Det interessante er, at der som regel var et markant personsammenfald i disse selskabers direktion og bestyrelser. Derfor skal man være opmærksom på, at når for eksempel Jydsk Landvinding købte Kongenshus for så at sælge det til en selvejende institution, som Hedeselskabet og Hedebruget stod bag oprettelsen af – så er det ofte de samme personer, der står bag. Da Kongenshus Mindepark blev stiftet havde 4 ud af 5 bestyrelsesmedlemmer tilknytning til Hedeselskabet. 2 fra selve Hedeselskabet (hvoraf den 1 også var formand, en tradition der stadig fastholdes), 2 fra Hedebruget. Det sidste bestyrelsesmedlem var udpeget fra Statsministeriet – det overgik senere til Landbrugsministeriet, og fungerer stadig på den måde.

3 – Der cirkulere forskellige årstal for hvornår Kongenshus Hede blev fredet.
Man har startet fredningssagen i 1942 jf. kendelsen af Overfredningsnævnet.
I den nyeste folder fra mindeparken står der 1943.
Keld Hansen i “Det tabte land” skriver 1949 – men så vidt jeg kan se er det årstallet for Fredningsnævnets afgørelse.
Danmarks Naturfredning har fredningen registreret i 1953. Overfredningsnævnets endelige afgørelse forelå i 1953, hvor den foreslåede fredning fra 1949 er udvidet med yderligere knapt 100 hektar.

Kilder:

Folder fra Kongenshus Mindepark fra 2015
Kongenshus Mindepark folder fra 1991
Hedeselskabets Tidsskrift fra 1956, hvor nummeret var dedikeret til Hedebrugets 50 års jubilæum
Hedeselskabets jubilæumsskrift fra 1916 50 år
Hedeselskabets hjemmeside
Overfredningsnævnets afgørelse fra 1953
Foredrag af Niels Basse om Grundforbedring og opdyrkningsarbejder fra 1939
Kjeld Hansen “Det tabte land”, Gads Forlag, 2008