Hvordan føles det at gå 100km på 5 dage? Det korte svar: det føles rigtig godt!

Den har længe stået på listen over strækninger, som vi allerhelst ville vandre: Vestkyststien fra Agger til Bulbjerg. Og Nordsøstien som fortsætter videre mod nord. Faktisk havde vi allerede taget hul på den for et par år siden, da vi en varm sommerdag gik selve Agger Tange rundt.
Men så var der hele tiden noget andet som bød sig til eller overtog kalenderen. Indtil sidste uge hvor vi stort set bare trak støvlerne på, smed soveposerne i bilen og stoppede regntøjet i rygsækken.

Det blev en fantastisk tur. Oplevelsen og begejstringen handler ikke så meget om, at det var første gang vi gik 5 dage i træk, eller at vi for første gang havde gået over 100km. Når jeg skal sætte ord på, hvad der gjorde det til en vandretur ud over det sædvanlige, så handler det ikke om de enkelte stræk eller seværdigheder.
Det var en tilstand – at bevæge sig i naturens storhed, selv i det små.

Landskaberne

Kysten

Jylland vender nakken til Vesterhavet, når man kigger på landkortet. Kystlinjen fra Blåvand til Hanstholm er næsten glat, slebet af de evige bølgeslag og strømmen langs sandet. Selv den bløde bagside af Jyllands tophue svøber sig omkring Jammerbugten og Skagens kvast.
Over lange strækninger afgrænses stranden af høje klitter med det fineste sand, pyntet af de stive grå-grønne strå af marehalm og hjelme, som vinden alligevel kan få til at bølge som det blødeste græs.

Med mellemrum brydes klitternes sand af høje knuder og klinter af moræneler, kridt og kalksten, skabt igennem flere istiders skubben og masen. Bølgerne gnaver sig langsomt ind i skrænterne, og vandet opløser leret, spreder stenene og polerer de større blokke til bløde knolde. Og lige så stille forsvinder fundamentet for kyststrækningens høje fyrtårne – bid for bid, storm efter storm og regnskyl på regnskyl.

Det er er både monotont og anstrengende at vandre på stranden. Man synes næsten ikke, at man kommer den mindste smule tættere på pynten eller målet langt, langt ude i horisonten. Sandet er nogle steder fast lige i vandkanten, men oftest eftergivende eller blødt. Andre steder er sandet erstattet af sten, slebet glatte og ovale af vandets uophørlige skubben rundt med dem – nogle gange kan man endda høre, hvordan de mindste sten hopper og rasler, når bølgen trækker sig tilbage før den bliver afløst af den næste.

Alligevel er der hele tiden variation og nuanceforskelle. Vandets farve og gennemsigtighed, vindens mønstre i sandet, fuglenes jagt på mad eller rast, mærkeligt vraggods som er kastet op på stranden, sære dyr og planter fra havets dyb.
Og skridt for skridt fortærer mine ben distancen mens luftens salt sætter sig på læber og briller.

Klitheden

Jeg kender den jo så godt – klitheden fra Husby og dens gråbrune og støvede grønne nuancer. Men alligevel er den anderledes i Thy. Over lange strækninger gik vandreruten på den gamle redningsvej, som bugter sig inde på heden bag klitterne. Havet er der stadig som rumlende underlægningsmusik, men inde på klitheden er det vinden eller de pludselige lommer med læ, som dominerer.

Store og små søer, moser og vandløb. Over tid en dynamisk og foranderlig skiften i landskabet, men nu mange steder fastholdt af dæmninger, diger, grøfter eller kanaler.

Som vidner fra andre tider, rejser gamle kystlinjer sig i baggrunden, og vegetationen afslører at den nu tørre slette ofte står under vand, mens vandløbene langsomt risler sig ned i sprækkerne og finder nye veje.

Selv de brunvandede hedesøer spejler den blå himmel. Andre gange ligner vandet kviksølv, når tåge eller morgensolen kun lige strejfer overfladen. Tørvemos lyser i mættet grønt, tjørnens frugter er blanke og røde mens havtornen står med orange klaser på de stikkende grene.

Klitheden i Thy er mere kuperet. Her er mere sand. Her er endnu færre mennesker udenfor sommerhusområderne. Den første dag mødte vi nogle få andre med rygsæk, den næste dag så vi ingen mennesker i en radius af få hundrede meter fra P-pladser – den sidste dag blev vi indhentet af en mand på cykel, som blev ligeså overrasket som os. “Jeg har aldrig mødt nogen herude”, som han sagde.

Jeg forstår det ikke. Eller jo, det gør jeg måske. For det første er vidderne så store, at man ikke nødvendigvis ser hinanden, selvom der måske færdes mange. For det andet, så kan stiens beskaffenhed være udfordrende hvis man “bare vil gå en tur”. Pludselig står der vand og man må gå en omvej, eller vegetationen på trampestien giver dyngvåde bukser og sko. Terrænet er ikke egnet til hverken klapvogn eller dårligt gående, og man er lidt udsat for vind og vejr.

Jeg elsker det.

Klinterne

Ved den seneste istid for 115.000-10.000 år siden stoppede isranden ved Bovbjerg. Klinternes stejle lerskrænter rejser sig højt over kystens sandklitter og markerer skiftet mellem den flade og grusede smeltevandsslette mod syd og det kuperede og blandede landskab mod nord.

Den første klint man møder i Thy er ved Lodbjerg, hvor kystklinten hæver sig stejlt over havet, inden landskabet igen bølger videre med blødt sand. Hanstholm Knuden er endnu større og fyldt med kridt og kalksten, som vaskes ud og ligger som flamingo på stranden. Dernæst kommer den berømte Bulbjerg med fuglefjeld og resterne af Skarreklit liggende som en lille ø ude i havet.

Alle steder fortsætter klinten ind i landet som højdedrag og bakker. En gang var de øer i havet – et smålandsfarvand mod nord – indtil landjorden hævede sig så meget, at Thy og Vendsyssel kom til at hænge sammen og hægtede sig på det øvrige Jylland.

Underligt at tænke på hvordan landskabets tidsregning er så forskellig fra vores. At disse tilsyneladende solide og faste klinter og bakkedrag stille og roligt fortæres af vinden og vandet. Selv de steder hvor høfder og moler beskytter kystlinjen, eroderer klinternes ellers så faste materiale.

Men de fascinerende fixpunkter i landskabet tilbyder fantastiske udsigter over det flade land, havet og ikke mindst overblik over, hvor langt man har gået og hvor langt man skal.

Plantager

Sandflugten var et livsvilkår for beboerne bag klitterne. Knasende sand der lagde sig som en dyne, trængte ind overalt og kvalte afgrøderne. Vandrende klitter, som opslugte bygninger og hegn.
Som en del af den landsdækkende indsats for at kontrollere og tæmme vand, vind og sand blev der plantet store plantager. Bjergfyrren kunne klare sig og var pionertræet, som gav ly nok til at andre nåletræer og lidt egetræer kunne overleve. Landskabet blev i løbet af hundrede år forandret for altid, og nu kæmper man med at holde klitheden fri for opvæksten af træer.

Men det er stadig et hårdt liv at være det yderste træ i rækken. Der er ingen grene mod vest, og alle buske og træer hælder voldsomt mod øst. Meget skulpturelt og med fantastiske silhuetter, men gulvplanker bliver de ikke.

Til gengæld tilbyder plantagerne en velsignet pause fra vinden og bølgernes larm. Bare en stille susen i trækronerne, et flimrende sollys og sandets lyd under støvlerne på stien. Det er kun et tyndt lag af mos og formuldede nåle, der dækker det flyvesand, som plantagen holder på, og når træerne vælter rejser rodkagen sig som en tynd flage.
Det er svært at stå fast i sand.

Dyr og planter

Det første som slog mig var mængden af Klokkelyng på klithederne. Rustorange tæpper af afblomstret Klokkelyng så langt øjet rakte – det må have været helt eventyrligt i juni og juli, da den blomstrede. Og når der er Klokkelyng, så kunne der også være Klokkeensian. Og den var der!

Og et par dage efter mødte vi også dens slægtning Bredbladet Ensian – lilla i stedet for blå, mindre blomster men umiskendeligt en ensian. Glat Brudurt, Skotsk Lostilk og Strand-snerle var andre nye arter, som jeg aldrig havde hørt om, men nu kender jeg dem. Så er spørgsmålet, om jeg kan huske navnene, næste gang jeg møder dem.

Hele fire hugorme mødte vi på turen. Nogle store og adrætte, andre var unger fra i år på bare 20-30cm. Små salamandere på vej for at finde et vinterhi, frøer og tudser i samme ærinde. Kolde humlebier ledte efter pollen i de sidste blomstrende urter, og de allersidste Admiraler så ikke ud som om det hastede med at komme afsted mod syd.

Til gengæld samlede stærene sig i flokke, de sidste svaler var smuttet fra Bulbjerg, hvor også riderne havde fået ungerne på vingerne, og alle var stukket til havs. Strandløbere, ryler og strandskader patruljerede strandskyllet, mens skarver og måger hvilede ud og tørrede vingerne.

En aften kørte vi lidt ind i landet på den anden side af Hanstholm Vildtreservat i håbet om at se/høre kronhjortene. Og ikke nok med at vi hørte dem både aften og morgen, der kom også flokke af traner ind over på vej mod natterast ude i klithedens moser.

Menneskets aftryk

I årtusinder har der boet mennesker i dette landskab. Fisket og jaget. Dyrket jorden og passet husdyrene. Tilpasset både redskaber, boliger, afgrøder og bådene til vilkårene og den risiko, som altid er forbundet med at være underlagt vejret, jorden og vandet.

Men for 100-150 år siden begyndte vi at tilpasse landskabet, og menneskets aftryk blev i en helt anden skala. Fyrtårne rejste sig i solidt murværk på de høje klinter og sammen med sømærkerne blev den farlige kyst lettere at navigere på. Moderne tiders vindmøller står som nye fyrtårne og udnytter blæstens kraft.

Hjulspor, veje, cykelstier og parkeringspladser gør det let at komme rundt i landskabet og til stranden. Fiskerlejerne ligger som spredte perler på en snor: Stenbjerg, Nørre Vorupør, Klitmøller, Lild Strand, Thorup Strand. Hanstholm vandt i lotteriet og fik moler til en rigtig havn, hvor fiskekutterne lettere kunne losse fangsten. Surferne og deltidsfiskerne holder til i fiskerlejerne, heste og køer passer på strandenge og klitheder.

Bunkers ligger tungt og uordentligt på stranden eller længere inde i klitterne. Betonen er solid, men vind og vand arbejder uophørligt og sandkorn for sandkorn viskes væk, skylles bort, og får den fjerne vidnesbyrd om krig og besættelse til at mildnes. De store anlæg på Hanstholmknuden ligner mere kulissen fra en dystopisk science fiction-film end det avancerede forsvarsanlæg, som det var i sin tid.
Så mange kræfter, så megen energi og så hektisk en anlægsfase dengang i 1940-41.

Som kontrast til krigsanlæggene ligger sommerhuse og feriehytter skulder ved skulder i enklaver af ensartet civilisation midt i naturen. Kommuner og investorer ønsker sig endnu flere, for udviklingen og arbejdspladserne og omsætningens skyld. Men de fleste står jo tomme store dele af året? Er det bæredygtigt?

Kroppen og sindet

Er det ikke hårdt at gå så mange dage i træk? Jo. Den første dag bliver man træt, men har stadig overskud. Den næste dag er hård, fordi skelettet brokker sig og musklerne er ømme. Tredje dag er bedre – fjerde dag begynder man at være i træning. Femte dag er rigtig god. Og så stopper man – og det er faktisk meget mere træls, end de første dages mathed.

Min balance blev udfordret både af at gå langt på stranden, springe over vandløb og klatre op og ned ad skrænterne. De smalle trampestier er også en udfordring, trærødder og sten ligeså. Men det er god træning, som min fysioterapeut siger. Og som altid er det forbløffende, hvor godt trætte ben og halvgamle led kan restituere i løbet af en nat.

Sindet elskede hvert minut. At mærke kroppen og samtidig vide, at det eneste kroppen skal er at gå. Sætte den ene fod foran den anden. Det frigiver sindet til at se verden. Bemærke og sanse. Tænke og forundres, glædes og overraskes. Når man slet ikke opdager, at man ikke ved hvilken dag det er, fordi det eneste som betyder noget er lige her – eller venter som belønning efter dagens kilometer.

Når man ikke skal nå noget til et bestemt tidspunkt og kun er begrænset af sin fysiske formåen, så åbner sanserne sig.
Lys, lyd, farve, duft og former. Blikket for motiver til kameraet, den lille farveklat i græsset, som viser sig at være en sjælden plante eller den hvide klokkeblomst midt i alle de blå. Smagen af umodne brombær, duften af tang, lyden af måger og stilheden fra en hugorm.

Enkelheden er meget tiltrækkende. Enkel mad som man spiser, når man er sulten, vand i dunken.
Trøjen, der kommer af og på alt efter temperaturen, er den samme trøje som i går, og sokkerne klarer fint en dag mere. At lukke øjnene og hvile når man har behov.

Det er vemodigt at forlade denne tilstand, samtidig med at jeg også glæder mig til at komme hjem til visse komfortable goder. Som til et toilet der ikke lugter og til at sidde i en lænestol.

Alt det praktiske

Egentlig var det meningen at vandreturen skulle have været lidt mere luksuriøs i form af overnatninger på kro eller b&b. Men der var ikke ledige værelser hele vejen, så vi måtte tænke lidt alternativt, og i stedet kom madrassen bag i bilen sammen med soveposerne – og en cykel på bagsmækken.

Rigtig mange har spurgt ind til hvordan vi fik det til at hænge sammen? For offentlig transport i disse egne hedder enten Flextrafik eller ingenting.
Hver morgen besluttede vi os for hvor langt vi ville gå, og så pakkede jeg rygsækken med dagens forplejning, mit regntøj og kamera. Mens jeg startede med at gå, kørte Finn afsted i bilen for at parkere den ved dagens endestation. Så tog han cyklen og trillede tilbage igen ad mere eller mindre velegnede cykelstier for at møde mig på et nærmere bestemt sted, hvor han kunne stille cyklen, og vi sammen kunne fortsætte til fods. Efter dagens vandring stod bilen så klar med gasblus til kaffe, lunken øl i skuffen, læ og en blød madras til at puste ud på.
Det eneste der udestod var at hente cyklen igen på et tidspunkt, og så ellers gentage proceduren næste dag.

Det fungerede rigtig godt! Jeg har gået flest kilometer, men Finn har cyklet lige så langt, som han har gået, og det er ikke så lidt.

Overnatning og forplejning – vi sover i bilen, som er indrettet med madras. Fordi vi kun overnatter og ikke camperer, så er det relativt let at finde et sted, hvor vi må parkere for natten. Det var ikke under 10grader om natten, og vi kunne sagtens holde varmen.
Gasblusset sørger for kaffevand og havregrød til dem, som kan lide det. Vi har ikke kølekapacitet, men smøreost og spegepølse klarer sig fint uden. Knækbrød er særdeles velegnet til at tage med, og Müslibars, nødder og rosiner er gode snacks på tur. Alt smager godt i det fri.
Men mindst lige så godt smager en veltillavet frokost på restaurant – eller uforlignelig kringle og kaffe!

Vestkyststien og Nordsøstien er relativt godt afmærkede undtagen i byerne, hvor man godt kunne være en smule mere generøs med skiltene. Men det lykkedes at finde vej uden at gå ret meget forkert – så længe man har havet på den rigtige side i forhold til retningen, så går det ikke helt galt.

Nogle steder er der meget vådt – ikke bare mudret og blødt men vand til over støvleskafterne. Løsningen er skraldeposer, som man trækker op til midt på læggen og satser på, at det er tilstrækkeligt. Andre steder skal man over udløbet af en å eller vandløb på stranden – her kan drivtømmer være en god hjælp, hvis man altså ikke bare hiver sokker og støvler af og vader igennem. Alting løser sig!

Hjemme igen ventede sortering af flere hundrede fotos, bestemmelse af planter og svampe og luftning af udstyret. Støvlerne er tørre igen, rygsækken er tom for krummer og regntøj.
Men trangen til at iføre mig det hele igen er stor, så til næste år har jeg forhåndsreserveret kalenderen til at fortsætte hele vejen rundt om nathuen og måske helt til Djursland? Eller kombinere det med Hærvejen fra Viborg til Hirtshals og tilbage igen fra Frederikshavn? Man kunne jo også bare sætte en seddel på døren “er gået en tur” og se, hvor fødderne tager mig hen.

Vestkyststien

Nordsøstien