Det vinterfrosne hjertes kvarts

Udgivet af Kirsten Bjergskov Grarup den

Imellem hvirvlende snebyger og piskende hagl kommer foråret lige så stille snigende. Når man trodser kulden og den gennemborende blæst, så opdager man, at pilens gæslinger er blevet til gule blomster. Den seneste uge har jeg gået tur i fire forskellige landskaber – og kun en enkelt gang taget jakken af. Det er aprilvejr!

Søhøjlandet

Sidste onsdag skinnede solen for alvor. Sådan rigtig lunt og næsten ingen vind, og det indbød til en impulsiv tur rundt om Rørbæk Sø. Snart daskede jakken i en knude om livet, og glæden var stor over at gense jordbierne i skrænten, myretuernes mylder af travlhed og fasanhanernes blanke og farvestrålende fjerdragt, mens de forsvarede territoriet og gjorde sig lækre. Livskraften bugnede i fuglesang, træknopper, planteskud og insekter.

Rørbæk Sø fra en anden vinkel – om godt en måned er egetræet sprunget ud og dækker for udsigten

Der er ikke ret meget løvskov omkring Rørbæk sø, og derfor heller ikke så mange områder med anemoner. Men som sædvanlig var der lidt på skrænterne ved Ballesbækken, men de var knapt sprunget ud og stod kun lidt spinkelt med knopper. Til gengæld opdagede jeg en bregne, som jeg ikke har set før – Kambregne. I naturen findes den kun hist og her på fugtige og kalkfattige skrænter, og det var præcis sådan et sted at mit øje fangede dens fine fiskebensblade.

For enden af søen løber Skjern Å og Dybdal Bæk igennem et sumpet ellekrat og ud i Rørbæk Sø – bare 50 meter fra hindanden. Engkabbelejerne stod med friske grønne blade og knopper på spring, bladrosetter afslørede hvor Dueurten senere vil skyde i vejret med lyserøde blomster og en enkelt skrubtudse kravlede målbevidst over engens græs.

Skjern Å

Og så var der de allerførste sommerfugle! Nældens Takvinge var listet ud af sit vinterskjul og forsøgte at lirke lidt varme i kroppen. De fleste lignede os mennesker efter en lang vinter – slidte og blege. Der er ikke meget næring at finde endnu, det er næsten kun pilebuskene, som blomstrer. Men et sted nord for søen havde man beskåret et hegn med blandt andet birketræer, og sommerfuglene sugede birkesaft i solen. Fri bar!

Også Citronsommerfuglen er kommet frem. Modsat Nældens Takvinge så er den meget mere livlig og flyver langt omkring. Man kan tydeligt se forskel på hanner og hunner, men kun når de flyver. Hannen er strålende citrongul på oversiden af vingerne, mens hunnen er noget lysere. Til gengæld er de ens på undersiden, og når den sidder stille er det altid med lukkede vinger. Den bliver dog sjældent siddende ret længe og lige nu er det kun for at varme sig i solen, så det kræver tålmodighed at følge den med øjnene og håbe på at man ser, hvor den slår sig ned – og at man når at snige sig ind på den, inden den igen danser gennem skoven.

Det lykkedes. Endda med et helt magisk øjeblik hvor den fløj op fra græsset og satte sig på min kind. Et strejf af vinger og en flagrende gulgrøn kildren mens tiden stod stille inden den igen satte af og fløj op mod himlen. Nynnede Sebastians “Sommerfuglen” på resten af turen.

Heden

To dage senere var vi en tur på Harrild Hede, denne gang blev jakken lynet godt op i halsen og huen trukket langt ned over ørerne. Heden lå brun, og det vinterblege græs krøllede om de visne frøstande. Kun de hæse krager og en ihærdig tårnfalk var at se. Selv tørvemosset var vissent, hvor vandspejlet stod lavt.

Påskeudflugt med rejsekammeraten og den yngste yndlingssøn og kæreste. Spor fra kronhjortene i kærets mudder.

Men så smukt og åbent. Selvom Harrild Hede for så vidt ikke er kæmpestor, og ligegyldigt hvilken vej man kigger, rejser nåletræerne sig i plantagernes rækker, så er fornemmelsen af vidder og barskhed der. Og når man vender blikket ned, så opdager man at hedens bund har masser af kulør og liv. De nye skud fra mosserne er på vej, den Lakrøde Bægerlav står stadig med sine røde frugtlegemer, og Høgeurternes bladrosetter står fine og flade og venter bare på lidt varme.

Ørken

Is på ruden, rim i græsset og en kold sol på himlen. En udflugt til de gamle brunkulslejer i Søby, et sted jeg aldrig havde været før. Men det havde gode venner, og de kendte den lille sti der førte igennem de høje nåletræer og ud til et helt specielt landskab.

Søbredden er gnistrende gul og orange af okker. Andre steder er der så meget syre fra svovlkis, at end ikke okker kan udfældes.

Det er godt 50 år siden, at det sidste brunkul blev hentet op fra de åbne “miner” og pumperne slukket. Enorme dynger af sand var i en periode på 50 år skrabet til side og dynget op for at komme ned til brunkulslagene under heden – først med skovl og trillebør, senere med gravemaskiner og tipvogne – og råstofudvindingen efterlod et kæmpestort ørkenlandskab. I takt med at grundvandet igen fik lov til at fylde hullerne blev området fyldt med søer, sandet skred ud og skrænterne blev ustabile – det er ikke ufarligt at færdes uden for stierne både på grund af risiko for skred og for kviksand.

“Tipperne”

Man plantede ganske vist området til, men jordforholdende gør at det faktisk for farligt at drive egentlig skovbrug. Nogle steder har man fjernet fyrretræerne igen, og ellers får skoven til lov til at passe sig selv. Resterne af brunkul og svovlkis gør jordbunden meget sur, nogle steder er søerne så “syrede” at der intet liv er i dem – men de har de flotteste farver alt efter hvilke mineraler der nedfældes på bunden af dem.

Men selv i en ørken er der liv. Mos der forsøger sig. Lav på sten. Tuer af græs på de fugtige steder og på skrænterne op mod fyrretræerne kommer Revling og Lyng. Kronhjortenes store fodspor i det fugtige sand, rådyrenes, ræven havde også været ude på morgentur.

At gro i sand kræver enorm tilpasning og nøjsomhed.

Her skal jeg tilbage når det bliver sommer. Kigge efter sommerfuglene og guldsmedene – og ikke mindst fylde lommerne med endnu flere vindslebne sten. Eller bare sidde og fornemme naturkræfterne tage over efter menneskets rumsteren og venden op og ned på overfladen.

Under den sidste istid var sydvestjylland ikke dækket af iskappen, men lå som en forblæst tundraslette. Årtusindernes slid af vind og sand sleb overfladen på disse sten. Fordi de langsomt blev blotlagt mere og mere er de væltet eller trillet og har på den måde fået nye facetter af vinden. Det er vildt at holde stenen i hånden, føle dens glatte overflade og vide, at den har været her i så mange år.

Fjordskoven

Jeg ved jo, at den blomstrer nu. Og jeg ved også, hvor den gror herovre i det jyske. Men helt ærligt – foråret har været så koldt, at jeg som Kaj Munk har tænkt, om den mon virkelig vover at folde sine blå blomster ud? Men jo, den var derude på toppen af skrænten hvor Vejle Fjord møder Kattegat. Som den plejer. Ikke det blå tæppe jeg kender fra Isefjorden, men mindre kan også gøre det.

De hvide Anemoner står som et tæppe i skovbunden, Vorterod og Milturt glimter gult og limefarvet imellem dem, men bøgeskoven venter lidt endnu. Den blå Anemone er for så vidt ikke sjælden, men den forsvinder hist og pist, fordi folk graver den op og tager den med hjem i haven eller krukken. Den dufter ikke som den hvide, men til gengæld er den vitterligt et stænk af himlens tone med sit søblå flor. Denne rene farve. For mig er det noget særligt at hilse på den hvert forår og nynne Kaj Munks digt.

Kystskovene giver en særlig karakter til træerne og landskabet. Skrænter og klinter af ler, kridt eller kalk eroderer både nedefra af havet og ovenfra af regnvand og kilder. Hver vinter skrider de lidt mere ud, træerne vælter eller kommer til at stå skævt med blotlagte rødder, mens de forsøger at genvinde balancen og gro videre. Derfor er stranden fyldt med vindfælder og træstammer, mens trærødderne på skrænten danner filtrede mønstre og vejrbidte kroge.

Nogle træer rækker ud efter et fastere holdepunkt hos en ven, andre træer kysser mens nogen bare slår knude på sig selv

En anden specialitet ved de gamle kystnære skove er de meget anderledes laver, som vokser på træerne. Jeg havde sagkundskaben med på tur og byttede viden om den blå Anemones voksested for et lille kursus i lavernes verden. Det er jo bare pletter på barken! Men det er også en forrygende variation af mønstre og farver, når man kommer helt tæt på. Jeg tror aldrig, at jeg lærer eller kan huske de forskellige begreber, navne eller detaljer – men jeg er også fint tilfreds med bare at lytte, se, forundres og måske endda smage på dem. En dag vil jeg tegne dem, sy dem, bruge de smukke mønstre. Hvem ville ikke gerne have en pude med et mønster af prægelav?

Tyk Prægelav – ikke helt almindelig

At sidde på en fredelig plet i solen med sin rugbrødsklapsammen og kruset med sort kaffe. At slå sindets solceller ud og lade forårssolen varme øjenlågene. At lytte til det stille bølgeslag. At høre den stille rislen fra bækken. At dele øjeblikket med gode venner efter en lang, lang vinter.

At gå tilbage gennem skoven og mærke haglbygens korn slå på jakken og se kontrasten mellem solstrejfene på havet og de mørke bygeskyer. Kom an, april!

Sol og byger over Kattegat, Trelde Næs og Fyn i det fjerne
Kategorier: Landskaber

0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *