Der er tidspunkter, hvor man overhovedet ikke er i tvivl om årstiden. Dryssende røde, gule, orange, brune blade er indbegrebet af efterår. På samme måde som frostkrystaller og sne betyder vinter; anemoner og sprøde grønne blade signalerer forår; mens det er rigtig sommer, når man svedigt kan proppe munden med vilde hindbær.

Kalenderen er heller ikke i tvivl, men inddeler meget kategorisk året ind i fire årstider med 3 måneder til hver. Punktum.

Men sådan er virkeligheden jo ikke. Det er glidende overgange og umærkelige forandringer i lys og temperatur, som gør enhver lille tur til noget særligt, fordi der altid lige er en lille ændring eller nuance. Derfor har jeg svært ved at vælge en yndlings-årstid, for jeg elsker dem alle for hver deres overgang og forventningen om det næste, som dukker op eller “tak for i år”, når noget slutter.

Den første lyserøde klokkeblomst i tyttebærrene, den første guldsmed, den første udsprungne lyng, de første røde rønnebær, den første rimfrost, den første knop i pilekrattet, den første sangsvane. Som jo samtidig også betyder årets sidste soldug, den sidste fluesvamp, den sidste sommerfugl, den sidste trane, det sidste egeblad.

Der er altid både en første og en sidste på samme tid – så her er en fotokavalkade over årets gang på “min” hede.

November

Det sidste tyttebær og måske den første mælkebøtte? Man siger, at april er lunefuld, men det gælder også november, som både byder på den sidste lunhed og den første frost. Men mest af alt på regn!

December

Vinteregen lever op til sit navn, og beholder bladene på, selvom de har mistet gløden og er blevet brune. De rasler i vinden og lyser op i frosten ligesom de grønne pomponer af mos på grenene.

Ganske få dage med rigtig snedække, men det er vel egentlig, som det plejer. Alligevel er den første sne på de korte dage lokkende.

Januar

De første små orange Stor Dukatbæger på de visne kviste af ædelgran – og vinterens Fløjlsfod på pilestammerne. Vinteren er så rig på de særlige bark- og bævresvampe, mens hatsvampene er noget mere følsomme overfor regn og frost, som får dem til at klaske sammen. I krattet og i nåletræerne pipper fuglekongerne og topmejserne, mens ravnens dystre “klonk” næsten giver ekko.

Der findes ikke dårligt vejr. Men regnfrakken, gummistøvlerne og en rotation af våde huer og vanter kan man godt blive træt af. Og så er det jo godt at vide, at en dag bliver det lunt og tørt igen.

Februar

Det drypper. Det er hundekoldt og fugtigt – det perfekte vejr til nisseskæg. Alligevel er pilens knopper begyndt at åbne sig og har rim og dråber i de dunede løfter om snarligt forår.

Hov, den første rovedderkop har vovet sig på jagt. Men mon der er noget at fange i hedens lav? Alle laverne står struttende og bløde efter vinterens fugt. Snart vil de tørre ind og blive knasende hårde, men de farvestrålende frugtlegemer er længe om at falme. Heldigvis.

Opvæksten af birk og hæg langs et stykke af Holtum Å er blevet fældet og ligger brunt i det visne græs. Eneste forskel i forhold til landskabet på den anden side er at træerne står oprejst – farverne er brun, grå, vissent-gult, selvom himlen af og til giver et strejf af blåt til åen.

Marts

Det er jo forår, eller? Kun hvis man fundamentalistisk kigger på sin kalender. Vinterens strå og frøstande fra sidste år er pyntet med de fineste juveler af snekrystaller. Men solen har lidt magt, og efter nogle timer var det væk.

Efterårets blade pynter under egetræerne, som om de hepper på de nye knopper. Lærketræerne “blomstrer” nye pink kogler, mens de gamle stadig sidder fast. En cirkel af glidende overgange.

Sne og frost den ene dag – næste dag har et firben fundet en tør og tilnærmelsesvis lun plet. Man starter ud med hue og vanter, men inden turen er slut, bugner lommerne af det overflødige uld.

Kaffen i kruset bliver lynhurtigt kold, men alligevel står en lærke stille i luften og synger til kilen af gæs højt over heden på vej mod nord.

April

De første blomster er på revling og pil – revlingen har ikke brug for insekter, men skal bare have lidt vind for at blive bestøvet. Pilen derimod bugner af nektar og inviterer de første insekter til forårsfest.

Som et firben kan man suge lidt sol i lyngen, hvis det ellers kan lade sig gøre at finde en nogenlunde tør plet. Her ved Struben hvor søerne var gnistrende blå under himlen.

Der kniber stadig med grønne skud nok til for alvor at overtage vinterens visne udtryk. Alligevel er der et mørkt violet og blankt skær over heden fra revlingens nye skud og blomster. Mosserne ændrer farver, fordi sporehusene rejser sig over puderne af grøn.

Der bliver rødt nogle steder, men man skal virkelig være opmærksom. Enejomfruhår (mos) er tvebo – det vil sige, at der er han- og hunplanter. Mens hunplanterne får et sporehus på en høj stilk, så står hanplanterne klar til at tage imod sporerne – det er vinden som bestemmer. Men jeg kan også godt lide tanken om, at hanplanterne virkelig gør noget ud af sig selv.

Det samme gør Mariehøneedderkoppens hanner – i fineste fløjlstøj går han på frierfødder den ene gang, ikke bare om året men i sit liv. Hvis han bliver udvalgt, så koster det ham livet.

Maj

I noget der føles som meget lang tid kigger jeg på hvidtjørnens knopper. I dag? Næh, men måske i morgen – eller i overmorgen. Så blomstrer den, dufter, drysser og er en helt eventyrlig magnet for alverdens insekter. Hvis det er varmt, så varer det kun nogle få dage, før blomsterne visner og langsomt forvandles til efterårets røde bær.

Der er en overflod af blomster og liv i maj. Men det mest elskede gensyn er med den lille grønne busksommerfugl, som signalerer at NU er det rigtigt forår. Det samme gælder alle urterne i engen og mosen, Mælkeurt, Engkarse, Viol, Troldurt og Vikke – og mange flere.

Spættet Bredpande er en anden forårsbebuder, men den er kun på vingerne i nogle få uger. Bladtægerne er mere generøse og får de mest nuttede nymfer. Til gengæld er mælkebøtterne allerede på retur, og kun hvor de bliver slået eller klippet kan der komme lidt nye.

Juni

Spovesøens vand er allerede ved at sive væk. Nogle somre forsvinder det helt, andre gange er der stadig masser af vand hele sommeren. Her vokser tusindvis af soldug, og hvert år glædes jeg over den lille plet med halvgræssen Brun Næbfrø, som vokser allerinderst i søen.

Ingen sommer uden de små blå af forskellig slags. De første er som nymalede silkepapir, helt skarpe i farver og mønstre.

Endelig når de grønne strå og kærulden højere op end den visne førne. Og tuen med tørvemos er fuldstændig dækket af blomstrende tranebær. Når de ikke lige blomstrer lægger man næsten ikke mærke til de tynde ranker og bittesmå blade. Men til gengæld er der smæk på kuløren i juni.

I år så – og hørte – jeg for første gang Natravnen. Denne helt specielle og meget fascinerende fugl kommer kun herop for at yngle, inden den flyver tilbage til det nordlige Afrika. Den bygger ikke rede, men lægger æggene på jorden, og helt tilfældigt kom jeg for tæt på den rugende fugl, som fløj op. Den kræver åbne fyrreskove, sandet jord, solitærtræer og hede – alt sammen fordi det både betyder masser af natsværmere som føde og at fjerdragtens camouflage passer.

At stå en sommeraften i næsten mørke og høre dens kurrende kald og så se den fuldstændig lydløst glide gennem luften som en mørk silhuet på skumringshimlen. Det er stort.

Juli

Frodig, frodig, frodig står Kæret i juli, alt er grønt og vådt af uendelige rækker af byger.

Den sidste plettede gøgeurt – men den første jeg har fundet i Kæret. Klokkelyngen er allerede ved at afblomstre, men de orange frøstande er næsten ligeså smukke og iøjnefaldende.

Den første Biulv i de sidste Engelskgræs. Jeg kendte slet ikke denne lille gravehveps, men blev gjort opmærksom på den, og pludselig fik jeg øje på den mange steder. Så længe man ikke er en honningbi, så er den helt ufarlig.

Den første lyng er sprunget ud, men kan knapt bære de store humlebier.

August

Lyngen blomstrer mere massivt, mens den afblomstrede Benbræk står med orange spyd. Det er varmt, myg og guldklæg bider, men det er et skønt afbræk efter ugevis med regn og regn.

Der er frugter alle vegne. Tyttebær og mosebølle, svampe, brombær og sortebær. Ikke alle smager lige godt eller er lige spiselige. Men at fylde hatten med kantareller eller munden med blåbær er rigtig sensommer.

Almindelig Ulvefod har sendt sporeaksene til vejrs, det er på denne tid af året, at den er lettest at finde. Utroligt at de fine, violette blomster på revlingen allerede er blevet til store og saftige bær. Om end virkelig, virkelig sure.

Lyngheden i august er som et postkort

September

Siv og græsser er blevet gyldne og langsomt ændrer lyngen farve fra lilla til brun igen. Himlen får en dybere farve, og lyset bliver blødere.

Sensommer er blå af Klokkeensian, mens Hedegræshoppen måske har fået lagt sine sidste æg og bare nyde solskinnet i lyngen?

De første blade er allerede drysset fra birketræerne, og edderkopperne er tykke og store i de tusindvis af spind på alle leder og kanter.

Oktober

Holtum Å ligger som et blankt bånd igennem dalens grønne farver. I februar var alting brunt og gråt – nu stråler det og ligner et puslespilsmotiv. Jeg elsker den lille tur rundt på kanalstien, hvor der både er mose, hede, plantage og pilekrat.

Mosset fremstår næsten selvlysende og giftig-grønt i takt med at lyngen mister glansen. Nogle bregner får flotte orange farver, mens andre bare bliver blegere og blegere, hvilket får dem til at stå tydeligt frem i kontrast til de stedsegrønne.

Bruskboldene har pustet deres sporer ud i vinden. En stærk blæst høstede de vilde æbler, til stor fornøjelse for de sidste fluer og myg. Men snart er det slut, og de må enten finde vinterhi eller håbe på, at næste generation er sikret.

Koldt og blæsende. Alligevel var der en sidste træt guldsmed, som gerne ville have de sidste solstråler med. Tak for i år – håber at alle dine æg bliver til larver, og at de kommer på vingerne om et år eller to.

November, November, November

Det regner. Og det betyder tid til at kigge på de hundredevis af billeder, jeg har taget i løbet af året. Der er endda også fotos, som andre har taget af mig derude. For selvom området er så stort, at jeg sjældent møder nogen, så er det jo ikke altid, at jeg rumsterer rundt derude helt for mig selv.

Hedeture kan man tage på hver dag hele året, for der er altid en lille smule, som har ændre sig.

Jeg glæder mig til frosten kommer. Jeg glæder mig til at kunne kigge igennem løvskoven og til at gå på et tæppe af gule nåle fra lærketræerne. Men det er også lidt vemodigt at se gæssenes kile på himlen vende mod syd – der er stille derude. Indtil man spidser ører og med et smil hilser sangsvanerne velkommen tilbage på vinterkvarter.

De første storme har knækket og væltet træer, det svupper og risler med vand over det hele. Svampene smatter, men svampedyrene lyser kortvarigt op i hvide, gule og orange farver. Myggestik forsvinder, og kolde fingre dukker op.

Tak for i år og kom snart igen.