Vinternaturens eftertanke
Lige så stille forsvandt de sidste blade på bøgetræerne og skoven blev gennemsigtig. Lærketræerne i skovbrynet har smidt nålene og er nu bare en gråbrun skygge imellem de dunkle graner. Til gengæld går solen nu ned bag skoven og nåletræernes pikkelhuer står skarpt i silhuet. Endelig vinter. Adventstid og højtider hvor man kunne ønske at alle ufredelige mennesker tog en timeout fra at bekrige og hade hinanden – og i stedet gik en tur.
Ud for at mærke vejret, opdage nye steder, falde til ro, få tankerne sat i orden og perspektiv. Så her følger en håndfuld billedtekst-strøtanker fra den seneste tid.
Tænk, hvis vi havde råd til at lade kysten skabe sin egen form. Lade sandet fyge, klitter bevæge sig som langsomme snegle – lade havet flytte sand og sten og bytte rundt på konturerne, lade det løbe ind og slikke gamle fjorde eller danne nye huller. Engang når menneskets tid er forbi, vil havet og vinden forhåbentlig igen være frie til at lege med geografien.
Fra det storladne og himmelske til det mindste og jordnære – og alligevel så forunderligt i al sin nøjsomhed. Lav og mos, der på de mærkeligste måder indgår i symbioser og sammenhænge, som gør dem både sårbare og stærke.
Men jeg fik muligheden for at deltage i en maksimalt nørdet tur med eksperter, som med stor tålmodighed og glæde delte ud af deres viden. Selv for amatører var det berigende og inspirerende, lidt koldt og overvældende. Jeg kan ikke huske ret mange af navnene – men det gør ikke noget.
Ligesom nogle laver er der også mosser, som er sjældne, selvom de egentlig ikke burde være det. De vokser bare kun på gamle træer eller steder, hvor der har været den samme slags biotop i mange, mange år. Det er jo derfor, at man ikke “bare” kan genskabe, hvad der nogle gange er gået tabt. Hvis vi altså synes, at det er et tab.
Vores luner som ændrer sig, men alligevel de sidste 150 år altid har handlet om, at det er os, som bestemmer om den er “bevaringsværdig”. Som laver plejeplaner for naturen, lover hinanden både nationalt og internationalt at vi vil passe på den – så længe det altså kan betale sig på den ene eller anden måde.
Når jeg går derude, får jeg af og til trang til at sige “undskyld” til naturen. Jeg vil undertrykke mit eget ønske om at kunne bevæge mig frit rundt i naturen og i stedet vil jeg sige “tak”, fordi jeg får lov. Jeg har lyst til at træde et skridt tilbage og vitterligt overlade noget natur til sig selv – også selvom det måske med tiden bliver besværligt, mudret, bøvlet og måske farligt at færdes der. Jeg tror, at det kunne være ganske sundt for mange at opleve områder, hvor det er os mennesker, som skal tilpasse os og ikke altid naturen.
Bare en gang imellem.
