Vinteren drypper lige så stille væk. Istapperne bliver kortere og kortere for helt at forsvinde, sneen bliver tung og våd for så at glide ned af taget i store klatter. Vandet skifter form fra krystaller til dråber.

Knopperne på træer og buske venter bare på lidt lunere temperaturer, før de pludselig en dag er tykke og bristefærdige – foråret er lige om hjørnet, selvom vinteren knapt er forsvundet bag det andet hjørne.

Ligeså forelsket jeg har været i vintervejret og de sukkerdryssede landskaber, ligeså meget glæder jeg mig til at krænge vintertøjets kokon af og stryge ud på frihedens cykelhjul uden vanter og hue. Og det fik mig til at tænke på en helt særlig sommerfugl, som også venter på forår og sommer før den slår vingerne ud – Ensianblåfuglen.

Ensianblåfuglen

Da jeg sidste sommer for alvor blev interesseret i sommerfugle, kendte jeg godt den lille blå sommerfugl, som jeg førhen og som barn havde set flagre rundt. Men jeg vidste ikke, at der var en hel familie, eller at det kan være djævelsk svært at nå at se forskel på dem.

• 

• 

Men i takt med at jeg fik læst op på dem, sneget mig rundt og forsøgt at fange både underside og overside med kameraet, så var det især Ensianblåfuglen, som havde wauw-kvalitet. Ikke fordi den er smukkere eller meget anderledes end de øvrige familiemedlemmer, men fordi den er så ekstremt specialiseret, at man virkelig forstår sårbarheden for nogle eller måske mange af vores arter – det være sig insekter, planter, fugle eller dyr. Ikke alle arter er omstillingsparate, i takt med at deres habitat eller foretrukne biotoper forandrer sig.

Vi tænker måske tit, at det er nok ikke at sprøjte eller dyrke, men nogle dyr er ikke bare i symbiose med en anden art, men kræver tre-fire-fem-flere betingelser opfyldt.

Ensianblåfuglen har adskillige benspænd, når det gælder overlevelse. Den lægger kun æg på en bestemt urt, den suger kun nektar fra en anden specifik plante, den flyver ikke ret langt, dens larve skal findes og passes af en bestemt myreart, og når den nye sommerfugl krænger kokonen af, så venter der et “løb for livet” i bogstavelig forstand. Egentlig burde der være en fordel i alle disse specialiserede træk, når man tænker på evolution. Men det virker ærligt talt som dårlige odds i dagens natur.

Klokkelyng – mad til voksne

Som voksen sommerfugl er Ensianblåfuglen tæt knyttet til Klokkelyng, hvor den finder sin nektar – og Klokkelyng vokser kun i de vådeste områder på heder og klitheder. Den er ret almindelig i Vest- og Midtjylland, men tåler dårligt den øgede kvælstofmængde i luften.

Klokkelyng bliver ikke så høj – bare 10-15cm – men den blomstrer længe og kan danne de smukkeste tuer eller små plamager med de elegante blomsterstængler og deres lyserøde klokker. Den er let at genkende og kan ikke rigtig forveksles med andre planter, og frøstandens næsten orange-rust-farve gør, at man kan kende den også om vinteren.

Men altså – den vokser kun på de fugtige og våde områder, så et godt og gratis tip: pas på med at træde for langt ind i dens biotop!

Klokke-Ensian – mad til små larver

Det er Klokke-Ensian, som har givet sommerfuglen dens navn. For den lægger sine æg på knoppen af blomsten, hvorefter den lillebitte larve gnaver sig ind blomstens frøkapsel og mæsker sig i sikkerhed for sommerfuglelarveelskere. Så ingen Klokke-Ensian, ingen værtsplante for Ensianblåfuglens afkom.

• 

• 

Ligesom Klokkelyng så foretrækker Klokke-Ensian de mere fugtige områder på klitheden og heden. Den vil helst ikke stå med fødderne helt i vand, men endelig ikke for tørt. Den er mere sjælden end Klokkelyng, men dog ikke rødlistet. Klokke-Ensian er næsten ikke til at få øje på – undtagen når den blomstrer. Den lille urt er bare 10cm høj, har kun en enkelt stilk med lidt spidse blade, men blomsten er noget af det smukkeste blå.

Myre-børnehaven

Efter 3 uger inde i Klokke-Ensianen er larven blevet 2-3mm lange og er klar til næste stadie. Larven gnaver sig ud og lader sig dumpe ned på jorden, hvor den udsender en duft, der minder om myrelarver. Og så må den håbe på, at der faktisk kommer et par myrer forbi, som ikke undrer sig over hvad en af deres larver laver derude i det fri, men i stedet bare samler den op og tager den med hjem i myreboet “og lægger den på plads”.

Det er ikke hvilken som helst slags myre, men kun nogle ganske få arter, som lever derude på heden. Men de findes! Til gengæld er myrer ikke nær så glade for fugt og vand, som Klokke-Ensian og Klokkelyng. Faktisk foretrækker de en vis garanti for at myreboet ikke bliver oversvømmet eller på anden vis bliver isoleret af omgivende vand.

Så Ensianblåfuglen skal findes i områder, hvor der både er fugtige steder til værtsplanterne og tørre områder til myrerene. Men er larven heldig, så bliver den båret ned i myreboet og fodret og nusset om, på lige fod med de øvrige myrelarver. Men den er ingen gøgeunge, for den forgriber sig ikke på de andre. I stedet vokser og vokser den hele vinteren indtil den omsider forpupper sig sidst på foråret.

Sprint ud af myreboet

Når Ensianblåfuglen kommer ud af sin kokon, så dufter den ikke længere af myrelarve. I stedet opfatter myrerene omgående sommerfuglen som en fjende, en uønsket gæst i boet, og de går til angreb. Dramaet er blandt andet optaget og har været med i Vilde Vidunderlige Danmark, hvis nogen har lyst til at se den spændende flugt ud af myreboet.

Men mindre kan også gøre det. Jeg synes, at hele processen fra æg til larve til voksen er så finurlig og kringlet, at den dramatiske sprint ud i voksenlivet bare er endnu et element, hvor held betyder en hel del i specialiseringen.

At finde Ensianblåfuglen

Den er relativ sjælden, omend min “sommerfuglebibel” angiver, at Ensianblåfuglen kan være talrig på sine udvalgte biotoper. Derude på klitheden flyver den voksne sommerfugl kun 1-1½ måned fra starten af juli og til et par uger ind i august – og den er lille, på størrelse med en 5-krone.

Men jeg havde fundet Klokke-Ensian året før, og vidste hvor de voksede. Så sidste sommer havde jeg våde bukseknæ og sand i støvlerne af at kravle rundt og studere de spinkle urter og deres knopper. For hvis jeg kunne finde de små hvide æg, så vidste jeg, at de voksne sommerfugle også måtte være der.

Klitheden er ikke så overrendt, men alligevel standsede flere op og spurgte hvad jeg dog ledte efter. De fik historien om den lille sommerfugl, og nu kender de både Klokke-Ensian, Klokkelyng og måske også de flagrende blå vinger.

Og jeg fandt dem! Masser af æg men hver gang jeg fik et glimt af en blå sommerfuglevinge, så førte blæsten den langt ud af syne. I timevis sneg jeg mig rundt i Klokkelyng og forfulgte hver en sommerfugl. Men endelig en dag hvor vinden ikke var så stærk, og hvor jeg egentlig havde opgivet at finde en voksen Ensiansommerfugl, så sad den lige der i Klokkelyngen, som den skulle. En træt og lidt slidt hun. Det var et stort øjeblik, da jeg endelig fandt den – og den er faktisk ret let at genkende, fordi den kun har “måner” på undersiden og ikke båndet af gule “øjne som Almindelig Blåfugl og Foranderlig Blåfugl.

Jeg glæder mig til at foråret varmer klitheden op, til at møde hugorme og finde Soldug, til at se Dukatsommerfuglen og Sandrandøje flagre mangfoldigt omkring.

Og så vil jeg igen lede efter de spinkle og undselige skud af Klokke-Ensian, og i juli vil jeg på en stille dag sætte mig i tæppet af Klokkelyng og vente på, at Ensianblåfuglen vinder væddeløbet ud af myreboet og flyver ud for at suge næring, parre sig og lægge æg på Klokke-Ensian.