Der går den lange vinter
“Hey, hey, hey, og – der går den lange vinter.
Den ta’r hatten af for
alle de ting, der sker
indeni og rundt omkring dig.
Ah, denne morgen – gi’r dig så smukke vinger.“
Når man fristes til at deltage i nationalsporten og brokke sig over vejret, så behøver jeg egentlig bare at kigge på forårets billeder af “mine” sommerfugle. For ja, vinteren var lang og foråret koldt. Det har pisk-regnet, og selv når solen har kigget frem, så har man haft så meget tøj på, at solcremen ikke har været nødvendig. Men faktisk har sommerfuglene benyttet hvert eneste solstrejf til at være i gang, og min glæde ved sommerfugle-fotosafari-jagt er uformindsket efter vinterens pause.
Dagsommerfuglenes familieforhold
“Hey, hey, hey, og – du som forår bringer
i mange hjerter.
Åbner øjnene,
finder ud, hvor solen skinner.
Ja, nu ka’ jeg se dig – du fik så smukke vinger.“
Uden for nørdernes verden kalder man dem i daglig tale for henholdsvis sommerfugle og natsværmere, men ret beset er de alle “sommerfugle” og bør kaldes henholdsvis dagsommerfugle og natsommerfugle. Hver gruppe har en “familie” og dagsommerfugle har 6 familier, som heldigvis er ret lette at holde styr på (natsommerfugle har over 50 familier af møl, spindere, viklere, ugler, sværmere, målere og mange flere – dem må jeg blogge om en anden gang).
Takvingefamilien, Hvidvingefamilien og Blåfuglefamilien er de tre dominerende klaner. Derudover findes Svalehalefamilien, som kun har 4 medlemmer, hvoraf de tre af for længst har opgivet at bo i Danmark – den sidste i familien kommer kun på visit en gang imellem. En anden lille familie er Metalvinger – den har 2 medlemmer og er ikke set siden en gang i 1960’erne…. Endelig er der Bredpandefamilien, som er lidt mere robust med en 8-9 medlemmer, hvoraf halvdelen i det mindste er nogenlunde almindelige.
Det er egentlig fascinerende, at de ikke så at sige flyver i vejen for hinanden, men hver især har tilpasset livscyklussen individuelt. Nogle overvintrer som voksne individer, og man skulle jo tro, at de så havde et forspring når foråret kommer. Men det synes jeg ikke er tilfældet; til gengæld har man fornøjelsen af at se den nye generation hele sensommeren, inden de finder et sted at gemme sig.
Andre overvintrer som puppe og ligger og putter sig rigtig længe. Kålsommerfuglene, Aurora og den grønne Busksommerfugl er eksempel på det, men de er tilsyneladende ikke bagud i forhold til de andre. Aurora er super hurtig til at lægge æggene og ligesom Busksommerfuglen, så ser man dem stort set kun om foråret og i den tidlige sommer.
Andre igen foretrækker at stå vinteren igennem som larve, og de forpupper sig først om foråret. De har ikke tid til at ligger så længe i puppen, før de springer ud med et helt nyt look. Flere Blåfugle bruger den metode, og det samme gør Bredpanderne, men alligevel når de at komme på vingerne i løbet af foråret.
Endelig er der de sommerfugle, som slet ikke vil være her om vinteren, men i stedet trækker sydpå. Tidselsommerfugl og Admiral overvintrer omkring Middelhavet og kommer først flyvende tilbage i starten af sommeren. Man forbløffes over, hvordan det skrøbelige insekt klarer turen.
Hvor finder man dem?
“Hey, så er du lige med ét
en ubetyd’lig prik i det himmelblå.
Hey, med alt for meg’t at nå
og kun den korte sommer til at nå det på – højt at flyve“
Der er sommerfugle alle steder, men det er bestemt ikke alle sommerfugle, der trives alle steder. Der er mange haveejere, som sår eller planter blomster, der skal tiltrække sommerfuglene (eller som køber frøposer med særlige sommerfugleblandinger), men det er ikke nok med nektar – der skal også være mad til larverne.
Så selvom den voksne Aurora bader i Mælkebøtter, Hyrdetasker og Syrener – så skal der også være Løgkarse og Engkarse til dens larver. Man kan have nok så mange blomsterblandinger i sin have til Nældens Takvinge, men hvis der ikke også er brændenælder, så kommer der ikke nogle nye sommerfugle til næste år.
Det er især denne problematik, der gør dagsommerfuglene til en udsat gruppe – vi rydder for meget op, vi luger for meget, vi klipper og sprøjter for meget “ukrudt”. Brændenælderne skal såmænd nok klare sig, og derfor er netop Nældens Takvinge og Dagpåfugleøje så almindelige og udbredte, men andre dagsommerfugle er så specialiserede, at det er lidt mere besværligt.
Hvis man gerne vil se lidt andre sommerfugle end de gængse, bliver man nødt til at bevæge sig rundt i forskellige landskabstyper. Skove, der er lidt lysåbne eller langs skovstierne. Markskel, hegn eller grusveje hvor rabatterne ikke klippes 3-4 gange på en sommer (eller hver uge af ham på plænetraktoren). Overdrev og enge. Strande. Moser og fugtige områder. Og der vil man opdage alle de andre fine og flagrende dagsommerfugle.
Blomsten er i øvrigt en Engelsk Græs og ikke en Rhododendron – det giver en ide om størrelsen på sommerfuglen.
Alle sommerfugle er imponerende, elegante eller talrige på hver deres måde – men de blå Blåfugle har vundet mit hjerte. Det lille blå lyn på bare 2½ cm, rækken af måner og pletter på den gråbrune underside og det fine pudder af blåt støv, der giver den pelsede krop et fortryllet skær. Som hvis en fe havde drysset himlens farve ud som tryllestøv.
Åhhh hvor jeg glæder mig til at se så mange forskellige Blåfugle som muligt i år. Skovblåfuglen, Ensianblåfuglen, Foranderlig Blåfugl, Isblåfuglen, Bølleblåfuglen og måske endda en Sortplettet Blåfugl og Argusblåfuglen.
Der er andre i familien, men de er ikke blå. Grønne som Grøn Busksommerfugl eller orange som Dukatsommerfuglen og Lille Ildfugl. Smukke hver især, men ikke så smukke som de blå.
Årets nye fund
“Hey, hey, hey, og – det, som så sjældent hænder,
det sker i dag, og
du får en dør på klem,
fnder ind til dine venner,
får støv på hjernen – og på dine smukke vinger.”
I år håber jeg at kunne opdage endnu flere af de dagsommerfugle, som findes i mit jyske lokalområde. Og foruden den omtalte Spættede Bredpande i blogindlægget fra Fanø, så har jeg med stor glæde opdaget hele to mere.
Der er en lille grøn sommerfugl, som ironisk nok er medlem af Blåfuglefamilien. Det er lidt underligt – ikke kun på grund af farveforvirringen grøn-blå, man kunne sige det samme om den hidsigt orange Dukatsommerfugl, som også er en del af den blå familie. Men alle i familien har fælles træk på undersiden af vingerne – undtagen Grøn Busksommerfugl, som “bare” er virkelig meget grøn.
Jeg havde læst op på det i vinter, kendte dens foderplanter til larverne, dens flyvetid og adfærd, og jeg havde holdt øje med, hvornår de første indrapporteringer dukkede op på nørdernes fora. Den den syntes vist også, at det var et koldt og uvenligt forår.
Men så fik jeg et tip! Lige i vores udvidede “baghave” sad den nu og tog solbad på samme sted, hvor den var blevet set tidligere år. Så det var en stor dag, da jeg kunne snige mig tæt nok til at se dens skinnende blanke skæl på vingerne, de stribede følehorn og frynserne på vingerne.
Andre gange møder jeg helt uforvarende en “ny” art, og det skete den anden dag på en tur langs Gudenåen. I virkeligheden gik vi turen mest på grund af det smukke vejr og gøgeurterne, som blomstrer for tiden, men hov – var det en pletvinge? Eller en perlemorsommerfugl?
Nej, den lignede hverken det ene eller det andet. Men havde en utrolig smuk underside med tydelige årer og mønstre. Det var en Nældesommerfugl, der faktisk er ret almindelig, men som jeg aldrig har set før. Den udmærker sig ved at første generation har gul-orange vinger, mens næste generation har sorte vinger med de hvide pletter. Efter at have stået i brændenælder og tidsler til låret, så ved jeg nu, hvor jeg skal finde dens børn senere på sommeren!
Hvordan studerer man dem?
“Hey, så er du lige med ét
en ubetyd’lig prik i det himmelblå.
Hey, med alt for meg’t at nå
og kun den korte sommer til at nå det på – højt at flyve“
Man øver sig. Man slår op og man googler. For det er en stor udfordring, hvis man vil lidt mere end “bare” konstatere at noget fløj forbi. Faktisk er der flere udfordringer.
Først og fremmest deres rastløse natur. De sidder sjældent stille ret længe, men suger lidt her og lidt der og så tilbage igen. Deres store øjne opdager dig, når du kommer for tæt på. De fornemmer lyde og bevægelser og er smuttet, hvis du rasler i græsset, knaser på gruset eller skubber til grenene. De flyver væk, hvis du skygger for solen. Så bare det at snige sig ind på sommerfuglene er noget man skal øve sig på – til stor underholdning for andre der kommer forbi.
En anden udfordring venter, når man skal observere detaljer for at kunne artsbestemme dem. Nogle gange kræver det, at man kan se enten overside eller underside af vingerne, farven på følehornene, antallet af pletter eller andre kendetegn. Det kræver stor tålmodighed at vente på, at det lille insekt sidder helt præcist, så man kan nå at se det – eller i mit tilfælde tage et billede. Jeg kan nemlig slet ikke se detaljerne ude i felten, men må vente til jeg kommer hjem til læsebriller og skærm.
Men øvelse og tålmodighed gør en stor forskel. Man lærer de enkelte familiers forskellige karaktertræk, og man lærer at liste som en ninja og udøve den særlige form for foto-tai chi, hvor man indtager mystiske stillinger meget langsomt og betjener kameraet med én hånd. Man kan nå mange squats på en sådan tur.
En anden udfordring er vejret. Hvis det blæser meget, er det svært at forudse deres flugt og når det endelig lykkes at komme tæt på, så vajer stilken, græsset eller blomsten så meget, at det er svært at stille skarpt. Hvis det er overskyet eller fugtigt i vejret, så skal man ikke gå tur for at kigge på sommerfugle, men bare nyde naturen. Til gengæld bliver de hyperaktive og helt umulige at komme tæt på, når solen skinner og det er varmt.
Så det bedste vejr er sol og en smule skyer – og det bedste tidspunkt er først eller sidst på dagen, hvor de enten ikke har fået varmen endnu eller er ved at gøre sig klar til at finde ly for duggen.
Og kun den korte sommer til at nå det på
“Hey, hey, hey, og – du som forår bringer
i mange hjerter.
Åbner øjnene,
finder ud, hvor solen skinner.
Ah, denne sommer – ga’ dig så smukke vinger”
Det forbløffer mig hver gang, når jeg ser de slidte og gamle sommerfugle. At de stadig kan flyve med deres sølle rester af vingestumper. Hvor tydeligt det bliver, at farverne skyldes små skæl, der ligner støv. De har overlevet vejr, fugle, edderkopper og andre rovdyr. De har suget nektar, forsvaret deres territorium, ledt efter en mage og lagt æg.
Og mens de gamle bliver til støv, så klækkes æggene, og larverne skal forsøge at leve længe nok til at forpuppe sig. De skal vide, om de skal skynde sig, eller om de skal tage den med ro. Om de skal slå sig sammen om at lave et beskyttende spind, eller om de skal gnave sig ind i en knop eller frugt. Om de skal vente et års tid med at springe ud med vinger, eller om de har travlt og skal nå at flyve, suge, formere sig allerede i sommer og være dem, der sikrer næste års flimrende skønhed af sommerfugle.
Tak til Sebastian for at sætte ord på den glæde, som sommerfuglene bringer – og for at udtrykke sommerfuglens symbolik i forhold til menneskelivet, længslen og skønheden.
