December er fyldt med lister. Ønskelister, huskelister, indkøbslister, gæstelister og ikke mindst årslister over hits, aktiviteter, yndlingsting og alt muligt, som der kan laves statistik over. Egentlig havde jeg droppet alle disse selvpåførte eller medieskabte lister, men så fandt jeg en sommerfuglelarve i sneen. Hvordan den uskadt var endt ovenpå 20cm sne i det åbne land er et mysterium. Men pludselig længtes jeg efter sommerfugle.

Ikke fordi jeg er træt af vinter og kolde fingre, ikke fordi jeg ikke glæder mig til juledagene eller til nytårsfriskheden. Men fordi jeg glæder mig til at gå derude og hilse sommerfuglene velkommen tilbage fra vinterhiet, fra pupperne, fra larveskjulet, fra sydligere himmelstrøg. Og så glæder jeg mig ikke mindst til at tælle dem alle sammen.

Nå, men det var listen jeg kom fra. Man kunne sortere efter flest registreringer – eller mest sjældne. De kunne også være sorteret efter farve eller flotteste fotos. Skulle det være alle sommerfugle, eller skulle jeg sortere natsværmere og møl fra? Og hvad med alle svirrefluerne, bierne og hvepsene? Ak, der er alt for mange fotos!

Så det er ingen hitliste, men i stedet en kronologisk opremsning af dagsommerfugle med det første foto af den enkelte art i 2023 derude på Harrild Hede og Nørlund Plantage. Jeg har ikke engang snydt og fundet det bedste eller skarpeste foto, men har fulgt dogmet selv når det kriblede i fingrene for at sætte det bedste ind.

Faktisk er sommerfuglelarven i sneen kun med som indledning, for det er en natsommerfugl – og ikke fra “min hede”, men fra klitheden i Husby. Men det var den, som satte det hele i gang.

April

Citronsommerfuglen, Nældens Takvinge og Dagpåfugleøje overvintrer alle som voksne individer. Der er ikke mange brændeskure eller lofter ude på heden, men de klemmer sig ind i hulrum, bark, kvas og træstubbe og satser på at overleve både frost og sultne fugle.

Når de første varme solstråler bryder frem, og pilen blomstrer, så børster de vinterens støv af sig og tanker varme og pollen, parrer sig og sikrer sommerens generation, inden de efter nogle få uger forsvinder til støv (eller fuglemad).

Maj

Grøn Busksommerfugl kommer med foråret. Når pilebuskene er næsten afblomstrede, de første Håret Høgeurt blomstrer, og Mosebøllen folder sine klokker ud. Jeg elsker den lille grønne fyr, der er så let at se når den flyver, men som falder fuldstændig i med vegetationen, når den sidder stille. Så leger vi “find Holger” med kameraet.

Spættet Bredpande ligner ikke sine orange fætre, som først kommer på vingerne senere på året. Spættet Bredpande sidder med vingerne foldet helt ud, og den holder mest til i de fugtige engstykker omkring Holtum Å, men i år mødte jeg den faktisk også på et lille og tørt græsareal langt fra åen. Det er en af de dagsommerfugle, som er gået mest tilbage igennem de senere år – så det er en særlig dag, når jeg kan hilse den med et “velkommen igen i år”.

Grønåret Kålsommerfugl er den tidligste af kålsommerfuglene, og den er så dejlig let at kende på de grønpudrede årer. Det varierer lidt hvor mange pletter den har, og hvor tydelige de er. Men de tydelige årer er et sikkert kendetegn.

Lille Ildfugl er vitterligt lille, men lige så let at genkende som Grønåret Kålsommerfugl. Den overvintrer som larve, men den må være superhurtig til at forvandle sig i puppen, for jeg har ofte set den sidde på grusvejene i de allerførste lune forårsdage. Så hvad med dens storebror Stor Ildfugl? Glem det – den findes her ikke længere.

Den fortjener to fotos. For den uøvede ligner den en perlemorsommerfugl, men djævlen ligger i detaljen. For det første har Okkergul Pletvinge en fin kant af hvide frynser på vingekanterne, for det andet har den flere “felter” og pletterne sidder netop inde i disse felter. Og så er den helt blæret hvid i undersidens felter. Heldigvis er denne pletvinge almindelig, måske fordi den udover tørre heder også kan finde sig til rette på mindre græsarealer – så længe der vokser Lancetbladet Vejbred til larverne.

Dagsommerfuglenes svar på et jagerfly – i hvert fald af udseende. For den er ikke specielt væver eller hastig, når den flyver. Undersiden af vingerne har et fint skakternet mønster i lidt lysere felter end den brun-gyldent-grå underside. Udover at Stor Bredpande er større end de andre bredpander, så kan man også kende den på at spidsen af følehornene lige er bukket lidt opad. Som spoilers på en flyvinge, og så er vi tilbage ved jagerflyet.

Juni

Okkergul Randøje er lille og en af de første sommerfugle, der dukker frem om foråret. Man kan altid kende den på de sammenklappede vinger, og kroppens vinkel mod solen. Som en solcelle sætter den sig altid med den størst mulige flade mod solen, og hvis man kommer til at skygge for den, så rykker den et andet sted hen. Egentlig ville den jo kunne suge endnu mere varme, hvis den foldede vingerne ud, men jeg har aldrig set den sidde med åbne vinger.

Se den fine blondebort på oversiden af vingerne og den tydelige mørke prik lige midt i den store brun-orange plet på undersiden af forvingen. Så er det en Brunlig Perlemorsommerfugl, og så bliver man glad. For den er i hastig tilbagegang. Der mangler violer, skovlysninger og enge – så kort kan det siges. På heden er det netop typisk på de fugtige enge, at jeg møder den. Men violerne bliver overskygget af de grove og høje græsser, når der ikke går nogle store dyr og spiser, tramper og på anden måde holder områderne åbne.

Foranderlig Blåfugl har været talrig i år, og de første var helt eventyrligt smukke i aftegningerne. De orange borter, rækken af de lysende neon-blå pletter og de stribede følehorn. Man kan adskille den fra Almindelig Blåfugl på, at der ikke er nogen ekstra måne/plet på forvingen. Men faktisk kan den være næsten umulig at kende fra sin fætter, Argusblåfugl, alene på undersiden. Hvis jeg ikke kan få et glimt af vingernes overside, så bruger jeg sandsynlighedsmetoden: Argusblåfuglen holder mest til på kystnære heder.

Isblåfuglen – ja, der var en gang. En gang hvor alle havde mulighed for at se den på engen eller i vejkanten, men sådan er det ikke længere. Og det var da også første gang, at jeg i år stødte på den herude. Den vil have Musevikke og mange af dem til larverne, så det var da også helt perfekt, at jeg fandt den på netop en Musevikke. Nu gælder det bare om, at engen hverken gror for meget til eller bliver slået om sommeren, så der er tilpas med urter og Musevikke.

Hvordan ser man forskel på Stor og Lille Kålsommerfugl? Størrelsen. Faktisk er der flest af de små, men i år har jeg fået flere fotos af den store og slet ingen af den lille. Egentlig træffer jeg dem oftest på skovvejene, hvor de utrætteligt flyver frem og tilbage for at patruljere deres territorium. Få sekunder sidder de og suger lidt nektar, inden de genoptager flyvningen. Men på en tidlig morgen kan man være heldig at fange dem med kameraet, inden de får varmen.

Almindelig Blåfugl er også utrættelig. I år fik den 3 generationer på vingerne på grund af den varme eftersommer. Hannerne er lysende blå, mens hunnerne varierer utroligt, hvilket gør det spændende at kigge. Og altid lige stå stille længe nok til at tjekke om der nu også er den ekstra plet på forvingens underside, som adskiller Almindelig Blåfugl fra alle de andre blåfugle.

Dværgblåfuglen er så fin og bittelille. Der er egentlig ikke meget blåt på den, men alligevel er der et umiskendeligt blåt strejf, når den flyver rundt. Den kan i øvrigt godt lide bare at sidde og slikke sol, og det gør den dejlig let at komme tæt på. Den slags sætter man pris på som fotograf.

Nældesommerfuglen var ny for mig i år på heden. Ikke at der har været mange, men det var en overraskelse at møde dens orange og takkede vinger. Senere på sommeren mødte jeg den igen, men et helt andet sted, så det er sikkert at antage, at der er i hvert fald to bestande. Men begge steder passede naturtypen til den: overdrev, skovlysninger og enge hvor der vokser Stor Nælde til larverne. ,mens den voksne elsker Blåhat og tidsler.

I slutningen af juni går turene meget ofte forbi skovbrynene og områderne med Hvidtjørn. For det er her, at Sortåret Hvidvinge folder sine kæmpevinger ud og som pergament flyver i nogle uger. Det er en af de store sommerfugle herude, og meget let at genkende. Hvis man ikke lige bor her i det Midt- og Nordjyske, så er den sjælden. Men her er den fast tilbagevendende – så længe altså især Hvidtjørn også er talrig.

Violetrandet Ildfugl forsvinder fra flere og flere steder, og det er den samme triste historie som for så mange andre dagsommerfugle. Engang var den udbredt over hele landet, nu skal man være heldig. Jeg har kun set den på en enkelt lokalitet, men andre har registreret den flere steder herude på heden. Den er på størrelse med Dukatsommerfuglen og ligner lidt en orange blåfugl på undersiden. Men den er jo også i samme familie.

Den var der igen i år dernede i mosen og hængesækken, hvor der gror Tranebær og Kragefod. Moseperlemorsommerfugl er voldsomt truet, fordi moserne forsvinder enten på grund af dræning eller på grund af tilgroning. Den er mere rød-orange på undersiden end de andre perlemorsommerfugle herude, og derfor er den let at genkende. Og så ligner dens følehorn nogle virkelig store trommestikker.

Der har været helt usædvanlig mange Græsrandøje i år, og hele juli og august var det den, som flagrede både på overdrev, enge og i hedens græs. Dukatsommerfuglen kom næsten på klokkeslet præcist de sidste dage i juni. Hannerne først, som med deres neon-orange og skinnende vinger er helt eventyrligt iøjnefaldende. Hunnerne dukkede først op i juli, ganske som de plejer.

Ak, den bliver mere og mere sjælden. Det er jo også virkelig krævende at foretrække ugødede overdrev, heder og tørre skovenge med masser af forskellige urter. Heldigvis har jeg i år fundet den på 5-6 lokaliteter derude, og der har været flere individer end tidligere år.

De er lette at kende fra Stor Bredpande, både på grund af netop størrelsen, men også fordi de har den fine stribe af duftskæl på vingen.
Men. Så er det lige om det er den ene eller den anden. Nogle gange kan man kende dem fra hinanden på, at striben knækker lidt – men jeg kan aldrig huske hvilken det er, og det er endnu ikke lykkedes mig at identificere dem sikkert på den måde. Til gengæld er der en anden måde at adskille dem fra hinanden: Undersiden af spidsen på følehornene af Skråstregbredpande er orange, mens de på Stregbredpanden er sorte. Hah. Så er det bare om at krænge kamera, briller og krop ned i en vinkel, så man rent faktisk kan se det.

Juli

Der har været rigtig mange Engrandøje i år. Og Nældesommerfuglen fortjente endnu en plads på listen, fordi dens 2. generation ser helt anderledes ud på oversiden. De hvide aftegninger på oversiden og den brune vinge gør den let at kende, mens forsommerens Nældesommerfugl godt kan minde om Nældens Takvinge. Men prøv at se undersiden! Det ligner et landkort – og den hedder da også Map Butterfly på engelsk

August

Ikke bare årets første, men lokalitetens første! En Kejserkåbe på strejftog. Jeg har hele sommeren smuttet forbi “engen i midten”, hver gang det kunne passe, og lige pludselig var der en perlemorsommerfugl, som var meget større end de andre. En gang var den udbredt også i Jylland, omend den nok aldrig har været almindelig på heden; den kan trods alt bedst lide åbne løvskove og masser af violer til larverne.

Faktisk var der masser af sommerfugle i august, men mange af dem var enten 2. generation eller de mere slidte fra juli. Men jeg vidste, at Storplettet Perlemorsommerfugl snart ville dukke op, og ganske rigtigt kom de i august. Dog ikke så talrige i år som sidste år – men godt at se dem.

Skovblåfuglen mødte jeg flere steder i år. Jeg tror ikke, at der har været flere af dem, men måske fordi jeg har holdt mere øje? Det pudsige er, at den egentlig er en af de tidlige blåfugle, men jeg ser den først hen på sommeren, når den kommer ned på lyngen for at lægge æg. Og dens larver er ikke kræsne, men spiser meget varieret – lyng, vrietorn, tørst og vedbend – og som fun fact, så spiser larverne sjældent bladene men mest knopperne.

Der har i år været flere Admiraler end Nældens Takvinge, hvilket er lidt usædvanligt. Og de havde bestemt ikke travlt med at komme afsted, for jeg mødte dem langt ind i september og oktober, hvor de sugede fra de sidste frugter og bær. Lidt vildt at den skal nå til Middelhavet på en “tankfuld”.

November

Det var for vildt. Den 6. november hvor de sidste blade og nåle faldt af træerne efter den vådeste oktober i mands minde – og så sad der årets sidste sommerfugl lige midt på grusvejen. Der var absolut ingen varme i solen, og den var lidt sløv men ellers fint flyvende, da jeg trods alt kom for tæt på.

Jeg har aldrig set Det Hvide C derude, og der er heller ingen registreringer af den så langt mod vest. Men den skal være noget så velkommen!

Der mangler nogen

Ja. Der mangler både de dagsommerfugle, som jeg rent faktisk har set derude, men som ikke ville fotograferes. For der var også Aurora, Stregbredpander, Nældens Takvinger og Lille Kålsommerfugl – men af forskellige årsager blev de ikke fotograferet. Måske fordi Lille Kålsommerfugl og Aurora er så forbistret flaksende og mest flyver på skovvejene, at jeg sjældent orker at jagte den. Nældens Takvinge er så almindelig, men der har egentlig ikke været ret mange derude i år. Og Stregbredpanden er nok mest et tilfælde – den er ligeså almindelig derude som sin fætter, Skråstregbredpanden, men de fotos, hvor undersiden af følehornene kunne ses, var af Skråstregbredpanden.

Så var der den sore oplevelse og ærgrelse: For første gang så jeg Moserandøje, men ikke på vilkår ville den lade mig få bare et sløret foto på distancen. I næsten en time kravlede jeg rundt på skrænterne ned til ådalen og måtte til sidst give op. Men sikke et thrill at se den!

Og der mangler også andre – men det skyldes ikke fotografen. Brun Pletvinge, Hedepletvinge og Bølleblåfugl. De to første lever ganske enkelt ikke længere på “min hede”, og Bølleblåfuglen fandt jeg heller ikke i år. Jeg har også ledt og ledt efter Sandrandøje men uden held.

Kan du til gengæld finde en sommerfugl på det sidste foto?