De stiger op, planetens sommerfugle
som farvestøv fra jordens varme krop,
zinnober, okker, guld og fosforgule,
en sværm af kemisk grundstof løftet op

Næsten lige meget hvor jeg går for tiden, så flagrer der vinger i mange farver og former. Fra bittesmå Græsmøl på ½ centimeter til kæmpestore Guldsmede på næsten 10 centimeter. Hvide, plettede, orange, blå, grønne, sorte og stribede sommerfugle. Vandnymfer, Vårfluer og Myg. Amatørfotografen har travlt og tempoet er lavt mens spændingen er høj.

Det bliver ikke til de lange traveture i sommer, men til gengæld bliver alle de små ture til store oplevelser, fordi jeg er endnu mere opmærksom og sansende i år. Det er som om, at den vingede verden bliver større og større for hvert år – måske fordi der nu både er glæden ved gensyn med de velkendte, gensyn med dem jeg lærte at kende sidste år, synet af dem jeg kun kendte fra billeder eller omtale men som jeg nu har set i virkeligheden – og endelig følelsen af en helt særlig begejstring, når noget ukendt flagrer forbi og lader sig studere.
Billedarkivet vokser, og det gør den elektroniske skraldespand også, for der er rigtig, rigtig mange fotos af slørede og uskarpe sommerfugle men helt, helt skarpe blomster, hvor sommerfuglen sad, lige indtil jeg trykkede på udløseren.

Alle de mislykkede forsøg

For det er bestemt ikke alle eller altid, at de gerne vil lade mig komme tæt på. Som tidligere beskrevet kan det næsten udvikle sig til en dans i slowmotion eller kontrolleret yoga, men jeg bliver også bedre og bedre til at lære deres adfærd at kende.
En solrig dag og måske med blæst – så er kun Bredpanderne stille nok. Men en tidlig formiddag eller sidst på dagen, hvor vinden endnu er stille, så kan jeg være mere heldig. Endelig ikke skygge for dem. Endelig ikke flytte så meget som et græsstrå for at få et bedre billede. Ingen pludselige bevægelser eller lyde (forbandet være mekanikken på kameraet).

Men man kan også lure dem lidt. Nogle sommerfugle har det nemlig med at vende tilbage til deres udsigtspost eller solskinsplet – hvis man venter længe nok. Andre må man bare opgive og vinke et “jeg venter til næste gang”.

Endelig er det en fordel at kende deres foretrukne levesteder både i forhold til hvilke planter de suger nektar fra, hvilke planter de lægger deres æg på, og hvilke steder de ynder at holde rast eller få lidt varme på.

Dagsommerfuglene i juni

Jeg har set en del dagsommerfugle i år men forskellige. De har ikke optrådt i store antal, men at dømme efter mængden af larver på brændenælderne, så kommer der nok en hel del Dagpåfugleøjer og Nældens Takvinger. De er lige på trapperne!

I et tidligere blogindlæg fortalte jeg om forårets første dagsommerfugle. Her i juni er der kommet flere til, mens nogle af de tidlige er ved af være på allersidste rundtur. Aurora og Grøn Busksommerfugl er meget trætte og meget slidte efterhånden. Til gengæld er de første Brunlige Perlemorssommerfugle, Sortåret Hvidvinger og Almindelig Bredpander helt friske og skarpe i farver og konturer.

Jeg blev mest overrasket, da jeg uventet stødte på en Dværgblåfugl i Stråsø Plantage – men jeg blev mest glad, da jeg i dag genså Sortåret Hvidvinge ved Dybdal Bæk. Dværgblåfuglen har jeg aldrig set før, og man skal virkelig være opmærksom på de fine blå vinger, for den er vitterlig en dværg med et vingefang på bare 2cm.
Modsat er Sortåret Hvidvinge en af vores største dagsommerfugle med et vingefang på op til 6,5cm, og det er et par år siden, at jeg så den første gang.Sidste år mødte jeg ikke et eneste eksemplar – men i dag var der 8-10 stykker i min sommerfugledal – flyvende, legende, rastende, flirtende og på date.

Natsommerfuglene som sidegevinst

Til gengæld har jeg set store mængder af natsommerfugle generelt. Der er alt for mange, til at jeg kan lære dem at kende, så for det meste foregår det på denne måde:

Man går en tur og ser “noget” flyve op. Nysgerrigheden vinder som regel, for det kunne jo være noget spændende og ukendt og måske endda sjældent. Så øjnene forsøger automatisk at følge vingernes flugt for at notere sig, hvor dette “noget” sætter sig igen. Lirker kameraet op af tasken og sniger mig nærmere. Spejder og scanner vegetationen for vingeformer, kulør eller mønstre som skiller sig ud. Kommer enten for tæt på uden at have set den, så den flyver op igen, hvorefter seancen gentager sig. Eller jeg kan godt se den, men den sidder under et blad, inde mellem kviste og grene, langt nede i græsset eller med undersiden mod mig, og så forlænges seancen med et forsøg på at krabbe mig udenom for at se vingernes mønster og farve.

Og hvis jeg er heldig, så er kameraet indstillet korrekt, vinden får ikke det hele til at gynge, og det vingede “noget” flytter sig ikke – og jeg kommer hjem med et brugbart billede, som er detaljeret nok til at artsbestemme den ukendte måler, spinder, ugle, møl eller hvad de mange natsommerfugle nu kategoriseres efter.

Nogle Natsommerfugle er faktisk aktive om dagen mens andre lever op til deres navn.
Målere er opkaldt efter deres larver, som “udmåler” distancen, og hvis de bliver truet, så slipper de med den ene ende og stritter som en vissen kvist.
Men som voksen sommerfugl har de ganske vist ret forskellige former og farver, men de har alle en lidt klodset og hektisk måde at flyve på – måske fordi de bliver vækket og skal forholde sig til lys og fare. De sidder også oftest med vingerne bredt fladt ud – og ligner et blad, en skygge eller træstammen.

Spindere er ligesom målerne opkaldt efter larvernes adfærd, når de væver et beskyttende gardin på et blad – eller i fællesskab på hele busken eller træet og går i gang med at spise bladene fra en ende af. Spindere varierer meget ikke bare i form og farve, men også hvordan de sidder med deres vinger. Nogle folder dem i en vinkel, andre folder dem over hindanden mens andre igen bare folder dem sammen.

Møl findes i et utal af varianter lige fra dem der bor i den ulden sweater i skabet til dem med gigantiske følehorn eller som bare bor i græsset. Tror faktisk ikke at møl flyver så meget, tit opdager jeg dem først, når jeg i jagten på noget andet ser dem sidde på en gren, et græsstrå eller et blad. Eller når jeg jager dem op på min færd gennem græsset.

Uglerne er de sjoveste – i hvert fald hvad angår navnene. Overordnet kaldes de ugler, fordi de har en meget veludviklet hørelse, og modsat deres navnefæller med fjer, så bruger sommerfugle-ugler hørelsen til netop at undgå for eksempel flagermus eller andre natterovdyr. Men altså – en Smutugle, en Guldugle, Jordugle eller en Konfus Nellikeugle! Eller hvad med en Lådden Ugle, en Retvinklet Ugle, en Simulant Ugle eller en Suspekt Ugle? Faktisk er der endda en Husmoderugle!
Når jeg engang bliver mæt af dagsommerfugle, så kunne det være sjovt at udforske uglerne – alene på grund af navnene.

En gang var det lige meget hvilket insekt det var. I hvert fald gik jeg ikke ret meget op i det, men var udemærket tilfreds med at genkende en Kålsommerfugl eller en Blåfugl, og jeg vidste ikke at der fandtes forskellige slags. Natsværmere var de store eller små møl, som på en sen sommeraften hjemsøgte stuens lys og lamper. Men, men, men – de er så meget mere end bare det!

Guldsmede

Lige nu hvirvler det også rundt med gennemsigtige vinger. Guldsmede, som i flere år har levet som larver og nymfer i søer og vandhuller og ædt sig tykke og store. Nu er nymferne kravlet op på sivene og har forladt deres hylster. De tomme skaller ligner slet ikke den voksne guldsmed, men alligevel har den en gang haft vingerne og den lange bagkrop foldet sammen inde bag den hårde skal.

De kan flyve ubegribelig hurtigt, og man ser måske kun glimtet fra den skinnende blå, røde eller grønne bagkrop eller hører den klaprende lyd af 4 tynde vinger, der sender guldsmeden på jagt med 35-40km i timen. De fanger andre insekter i flugten og tit er det det eneste tidspunkt jeg kan være heldig at få et billede af dem, når de sætter sig på en gren eller et strå og fortærer byttet.

De mindre guldsmede som Vandnymfer og Pragtvandnymfer er elegante. Vandnymfernes sytrådstynde bagkrop og måden de slår vingerne sammen på over ryggen gør, at de næsten ikke er til at få øje på, når de sidder stille.
Men man ser en lille blå eller rød pil, når man jager dem op. Pragtvandnymferne er til gengæld noget mere…prægtige. De er heller ikke helt så sky, men sidder gerne på et strå eller en sten og lader sig fotografere. Hannens blændende metal-blåsorte vinger og hunnens ligeså iøjnefaldende kobberfarve gør sig utrolig godt på billeder.

Des mere man ved, des mere er der at lære

Der er masser af andre vingede væsener derude, og i år er det som om jeg er endnu mere opmærksom. Jo flere man kender og ser, jo flere opdager man at man ikke kender. Den Grønne Busksommerfugl havde jeg kun hørt om indtil i år, og endelig lykkedes det med god hjælp at finde den. Uagtet at den er relativ almindelig. Og efterfølgende har jeg set den måske ikke mange gange, men på i hvert fald fire forskellige lokaliteter langt fra hinanden.

I år har jeg også for første gang opdaget den lille og fine Lyngmåler. På trods af flere års ivrig trasken rundt på diverse heder og overdrev, så har jeg aldrig lagt mærke til den eller tænkt over hvor mange små og grålige sommerfugle, der fløj rundt i lyngen. Nu er den nærmest overalt.
Så måske opdager man først rigdommen og mangfoldigheden, når man begynder at kigge og ikke bare gå. Og når man først har opdaget det basale, så opdager man det næste og det næste igen – og lige pludselig er man rigere på viden. Hver tur giver en ny oplevelse, en ny opdagelse og en ny viden.